Ventetid på gruppeterapi skal ned

Du skal hurtigere komme i et gruppeterapiforløb som psykiatrisk patient. Nyt forskningsprojekt skal se på, om der kan samles flere diagnoser i samme gruppe.

Gruppeterapi er i dag specialiseret i pakkeforløb, der tager udgangspunkt i, hvilken psykiatrisk diagnose deltagerne har. Det betyder, at patienter er nødt til at vente på, at der er nok andre patienter med samme diagnose, før de kan begynde i gruppeterapi, og det giver unødig ventetid. Desuden har patienterne ofte flere diagnoser, hvilket kan gøre det sværere at placere dem i de rigtige gruppeforløb.

Et nyt forskningsprojekt skal nu se på, om der kan laves et gruppeterapiforløb, hvor flere forskellige diagnoser samles, og hvor ventetiden derved kan sættes ned. Sammen med Region Hovedstaden og Region Midt har Psykiatrien Vest i Region Sjælland netop modtaget 4,5 millioner kroner til projektet fra TrygFonden. Også Region Hovedstadens Psykiatri, Psykologisk Institut, Københavns Universitet og Region Sjællands Forskningsfond støtter projektet.

”Det tværgående gruppeforløb skal være mindst ligeså godt som det almindelige diagnose-specifikke gruppetilbud. Flere lidelser har fællestræk, og derfor kan det vise sig, at patienter, der har flere diagnoser, bliver bedre til at håndtere alle deres lidelser og ikke kun en, når de deltager i et tværgående gruppeforløb,” siger forskningslektor ved Psykiatriens Forskningsenhed i Region Sjælland, Sidse Arnfred, der leder projektet.

Ved at designe én manual til gruppeforløb der kan rumme patienter med forskellige typer af angst eller depression, bliver terapeuterne mere øvede og kan få mere effektiv supervision, samtidig med at ventetiden bliver kortere.

Fra starten af 2017 og det følgende halvandet år vil 105 patienter ved Psykiatrisk Klinik i Slagelse, Risskov Angst og Depressionsklinkker og Psykoterapeutisk Klinik Nansensgade i København prøve den nye form for gruppeterapi. Resultaterne vil blive sammenholdt med resultaterne fra 105 andre patienter, der er tilknyttet almindelige gruppeforløb, for at se hvilke forskelle patienterne oplever i de to forløb.

Emner: gruppeterapi psykiatrisk patient

Del artiklen med dine venner