Lisbeth Olsen er i dag psykoterapeut og holder foredrag rundt omkring i landet om diabetes og psyken.

Diabulimi: Jeg gamblede med min insulin

Lisbeth Olsen har diabetes 1 og har gået til kontrol gennem hele sin opvækst, men al den fokus på vægt og tal, satte gang i en spiseforstyrrelse.

34-årige Lisbeth Olsen har haft diabulimi og gamblede med at tage mindre insulin uden lægens indblanding. Det fik hendes blodsukker til at stige og på den måde kunne hun holde vægten nede eller undgå vægtøgning på trods af, at det førte en masse træthed og ubehag med sig.

Da Lisbeth var omkring 12 år følte hun sig meget træt, var konstant tørstig og skulle tisse hele tiden. En influenza som ikke rigtig ville gå over fik hendes mor, som er sygeplejerske, til at reagere. Lisbeth kom til lægen og fik hurtigt konstateret, at hun havde diabetes 1.

”Det første år efter diagnosen gik uden problemer. Jeg passede min kontrol og tog min insulin. Jeg talte ikke meget med mine forældre om at have en kronisk sygdom og hvordan det påvirkede mig psykisk. Følelser var ikke noget der var på dagsorden i mit hjem, ” fortæller Lisbeth Olsen.

Maden dæmper følelserne

Lisbeth blev teenager og som så mange andre på hendes alder sneg der sig flere problemer ind i tilværelsen. Hun begyndte at bruge maden til at dæmpe for følelserne, men da hun samtidig konstant skulle regulere sit blodsukker, blev det en lang kamp med skyld og skam over ikke at passe sin diabetes godt nok.

”Der var ingen som opdagede, at jeg gik rundt med en indre kamp. Det eneste der blev talt om ved diabeteslægen var om mit blodsukker nu havde et passende niveau og hvordan det stod til med min vægt. Jeg måtte endelig ikke spise for mange kalorier og risikere at tage på i vægt, så insulinen skulle øges. Ligeledes blev jeg bedt om, f.eks. at bruge frikvartererne på at løbe rundt om skolen og få blodsukkeret ned, for at undgå at tage mere insulin. Det var helt forrykt, når man tænker på at jeg var ved at udvikle en spiseforstyrrelse, at der ikke blev talt om andet end vægt og blodsukker. Hvad der foregik indeni mig blev desværre aldrig set,” siger Lisbeth Olsen.

Lisbeth kom i gymnasiet og der startede hendes diabulimi for alvor. Hun begyndte at gamble med sin insulin, så hendes blodsukker til tider var tårnhøjt. På den måde kunne hun regulere vægten fordi et højt blodsukker gjorde, at hun blev træt og mistede appetitten.

”Jeg fik svært ved at koncentrere mig og jeg kan huske at jeg nogle gange var så træt, at jeg dårligt kunne komme op ad trapperne. Jeg svingede mange kilo i vægt og havde alt for høje blodsukre. Dog tog jeg lige tilpas nok med insulin, at jeg undgik syreforgiftning, så lægen ikke opdagede hvad jeg i virkeligheden foretog mig. Det eneste der fra lægen blev påpeget var, at jeg skulle tage mig sammen og spise mindre for at vægten ikke steg. I perioder hvor vægten faldt, blev jeg rost – også selvom den var faldet på en unaturlig og usund måde. Indeni mig havde det spiseforstyrrede univers overtaget. Jeg var mere bange for vægtøgning her og nu end for de mulige senkomplikationer, jeg kunne pådrage mig på sigt,” siger Lisbeth Olsen.

Mødte andre med samme problem

Efter endt studentereksamen flyttede Lisbeth til København og kom via Diabetesforeningen i kontakt med jævnaldrende. På en sommercamp fik hun taget hul på bylden, og fik talt med nogle andre piger om problemet.

”Jeg husker at vi sad i en kano og pludselig gik snakken. Vi var tre piger der kendte til problematikken, og vi begyndte at stille spørgsmålstegn ved, om det vi gjorde var normalt eller om det var en slags spiseforstyrrelse. Det blev min redning for kort efter valgte jeg at gå i terapi. Der kom jeg for første gang i kontakt med min krop og fik taget hul på alle de fornægtede følelser, som havde hobet sig op gennem årene. Jeg fik øje på de tanker, som spiseforstyrrelsen havde bundet mig fast i, ”siger Lisbeth Olsen. Efter længere tids terapi kom hun ud af sin spiseforstyrrelse og fik igen styr på vægt, mad og ikke mindst hendes diabetes.

Diabulimi en atypisk spiseforstyrrelse

I dag er Lisbeth Olsen selv psykoterapeut og hjælper blandt andet unge, som lider af diabulimi.

”Jeg kan mærke på de unge som kommer med spiseforstyrrelser, at det er lettere for dem at tale om problemerne, fordi de bliver mødt og set af en, som selv har haft problematikken inde på livet.”

En spiseforstyrrelse handler i store træk om at kompensere for følelserne ved at have et overdrevent fokus på mad og vægt. Alt bliver reguleret og den spiseforstyrrede lever i en evig kontrol af madindtag, kalorier og træning. Har man en diabetes oveni kommer der endnu et reguleringsværktøj, nemlig insulinen. Ved at tage mindre eller helt undlade insulinen bliver man hurtigere træt, man mister appetitten og kan føle sig følelsesmæssigt bedøvet. Men det er en farlig cocktail at lade være med at tage sin insulin. At have et forhøjet blodsukker kan fremtvinge risikoen for senkomplikationer som f.eks. amputationer, nyresvigt og blindhed.

”Diabulimi er ikke en officiel diagnose. Hvis personen med diabetes 1 og en spiseforstyrrelse kommer ind i offentligt regi, vil vedkommende blive diagnosticeret med en atypisk spiseforstyrrelse. Ordet diabulimi bliver dog brugt en del, især i USA, og nogle mener, at det med tiden kommer til at blive en del af det officielle diagnosesystem”, fortæller Lisbeth Olsen

Svært at få hjælp

På diabetesambulatorierne ved de ikke meget om diabulimi. Der er fokus hovedsagelig rettet på om man overholder sin behandling, og patienterne bliver fortsat primært vurderet på blodsukkertal og vægt. Patienter med diabetes skal forholde sig til ernæring, kroppen og blodsukkertal i alle døgnets 24 timer, og det store fokus kan være en af årsagerne til at flere, især unge kvinder, får spiseforstyrrelser.

”På ambulatorierne er de ikke gode nok til at opdage dem. De er dog blevet bedre til at spørge ind til patienternes psykiske velbefindende, men ofte har de for travlt til at høre eller arbejde med svaret. Fagpersonalet har stadig fokus rettet på tal og vægt, og hvor meget insulin der skal gives. De er stadig ikke nok opmærksomme på, at al den regulering kan skade følsomme unge som mangler selvværd, så det ender med at drive dem ud i en spiseforstyrrelse,” siger Lisbeth Olsen. 

Personer som lider af diabulimi kan være svære at hjælpe, fordi en diabetes nødvendigvis bliver nødt til at kontrolleres med vægt og blodsukkertal. Derimod kræver vejen ud af en spiseforstyrrelse, at kontrollen omkring mad slækkes og fokus kommer hen på hvad der forhindrer personen i at leve et afbalancerede liv i stedet. Snakken om diabeteskontrollen kan dog aldrig helt undlades, men ved at fagpersonalet bliver mere opmærksomme på problematikken, kan man fange spiseforstyrrelsen i opløbet.

Lisbeth Olsen holder foredrag rundt omkring i landet om diabetes og psyken, hvor hun bl.a. kommer ind på diabulimi. Hun håber at der vil blive gjort en større indsats med tiden på at spotte om de unge er ved at udvikle denne form for spiseforstyrrelse, så de kan få den hjælp de har brug for.

Læs mere på Lisbeth Olsens hjemmeside

 

Om Diabulimi

Diabulimi er en forkortelse af diabetes og bulimi.
Diabulimi er en tilstand, hvor en person med type 1 diabetes enten tager for lidt insulin eller helt ophører med at tage insulin med det formål at tabe sig eller holde vægten nede. En person med bulimi kaster måske op, overtræner eller bruger laxativer for at kompensere madindtaget. Diabetikeren har insulinen som farligt redskab til dette i stedet.

Grunde til at udvikle diabulimi:

1. Mange med spiseforstyrrelser tæller kalorier – personen med diabetes skal tælle kulhydrater i al mad.

2. Fokuset på mad er enormt og diabetikeren har sin egen autodidakte uddannelse i sundhed og ernæring.

3. Ca. hver tredje måned er personen til ambulant besøg, hvor der indgår vejning, og der tales om hvorvidt personen evt. skal ned i vægt. En del diabetikere vejer lidt for meget, og der er derfor mange, der i årevis har været på konstante slankekur.

4. Personen skal helst dyrke motion med fokus på at holde vægten nede og for at styre diabetes, ikke for bare at nyde og have det godt.

5. Lægebesøgene er mekaniske. Mange oplever, at de behandles som en maskine, hvor der er ”knapper” der lige skal reguleres og så ud igen – personen bag sygdommen føler sig ofte ikke set.

6. At have et højt blodsukker kan virke som at tage en beroligende pille, og dermed kan det holde svære følelser nede, som personen muligvis ikke kan rumme at være i kontakt med.

Kilde: Lisbeth Olsen

Syreforgiftning:

Det er farligt at tage for lidt insulin. Både sukker- og fedtomsætningen påvirkes ved syreforgiftning:

- Kroppen mangler insulin

- Insulinmangel gør, at kroppens muskler ikke kan optage glukose i cellerne for at få energi. Blodsukkeret stiger

- Leveren laver også for meget glukose. Blodsukkeret stiger

- Er insulinmanglen ekstra udtalt, vil insulinen ikke længere kunne holde fedtet inde i fedtcellerne (hvad insulin normalt gør). Derfor strømmer fedtet nu ud i blodbanen. Fedtforbrændingen løber løbsk

- I leveren bliver noget af fedtet omdannet til ketoner, som er organiske syrer

- Glukose og affaldsprodukterne fra den løbske fedtforbrænding, ketonerne, udskilles i urinen. Ketonerne udskilles også i udåndingsluften og kan lugtes som acetone.

- Når ketonerne ophober sig i kroppen, påvirkes kroppens surhedsgrad (pH falder). Samtidig kommer kroppen i alvorlig salt- og væskeunderskud

- Tilstanden er livstruende og kan ubehandlet føre til død

Kilde: diabetes.dk   

Emner: diabetes diabulimi

Del artiklen med dine venner