Der ses kun en meget begrænset effekt af SSRI-piller på depressive symptomer.

Lykkepiller virker ikke

Danskernes foretrukne antidepressive medicin har kun en meget lille positiv effekt, men har til gengæld rigtig mange alvorlige bivirkninger.

Mange danskere lider af angst og depressioner og får medicin for det. Faktisk viser tallene fra Sundhedsdatastyrelsen at 250.000 danskere i 2015 var på SSRI-medicin, også kaldet lykkepiller, som er den mest anvendte behandling til de fleste former for depressioner og angsttilstande. Men nu viser et nyt studie, at pillerne har en meget lille positiv effekt, hvis de overhovedet har nogen. Til gengæld giver de risiko for alvorlige bivirkninger.

Det viser resultaterne af en ny omfattende gennemgang af både dansk og international forskning på området, som er trykt i det internationale tidsskrift BMC Psychiatry.

Janus Christian Jakobsen, der er overlæge hos Copenhagen Trial Unit ved Rigshospitalet, som er den forskningsenhed, der har lavet gennemgangen fortæller til tv2.dk

”Man må sige, at med den effekt, vi ser, er der ingen gavnlig effekt af de her SSRI-piller på depressive symptomer. Det er så begrænset, så det kan man simpelthen ikke mærke.”

Det var en overraskelse at medicinen kun havde så ringe effekt på depressive symptomer og at den gav store alvorlige skadevirkninger som hospitalsindlæggelser, selvmordsforsøg eller bragte folk på andre måder i livsfare og endda dødsfald.

Til trods for den hårde konklusion er der nogen patienter, som har gavn af pillerne.

”Man kan aldrig sige, at det ikke virker på nogen. Når man laver sådan nogle undersøgelser, så er det jo en gennemsnitlig effekt, det skal man huske,” siger Janus Christian Jakobsen til tv2.dk

Han påpeger dog samtidigt at pillerne også har en meget lang række ikke-alvorlige bivirkninger, som bl.a. kvalme, svimmelhed og nedsat seksualitet.

Alligevel anbefaler han ikke at droppe SSRI-medicinen før man har talt med sin læge. 

 

Forskningsenheden har brugt seks år på for første gang at samle alle de forsøg, der er lavet på området.

De har gennemgået 131 forsøg med næsten 30.000 patienter for at nå frem til konklusionen.

 

Emner: antidepressiv medicin

Del artiklen med dine venner