”Det er helt klart noget, at vi vil drøfte i gruppen, og den vil ryge på listen over studier, vi vil overveje at replicere,” siger Anton Pottegård.

Blodtryksmedicin koblet til nedsat risiko for tarmkræft

Blodtrykssænkende lægemidler som de såkaldte ACE-hæmmere kobles til lavere risiko for at udvikle tyktarms- og endetarmskræft i stort observationelt studie. ACE-hæmmere sælges under navne som Lisinopril, Captopril, Enalapril, Perindopril, Trandolapril og Ramipril.

Det er det største studie til dato, der undersøger, om ACE-hæmmere og ARB’er (angiotensin II-receptorblokkere) har indvirkning på tarmkræft.

Og studiet er også et af de bedre, vurderer Anton Pottegård.

”Der er efterhånden en del epidemiologiske studier på området. Det her er helt klart i den bedre ende rent metodemæssigt. De konkluderer måske lidt vel skarpt, men signalet er interessant nok til, at det er værd at se nærmere på,” siger Anton Pottegård, professor på Afdeling for klinisk farmakologi og farmaci ved Syddansk Universitet. 

Forskerne er også selv tilfredse med studiet, der er udgivet i tidsskriftet Hypertension:

”Dette er den første undersøgelse, der viser de potentielle fordelagtige virkninger af ACE-hæmmere og ARB'er på udvikling af colorektalkræft, baseret på en stor gruppe af patienter, der var kræftfrie i starten af undersøgelsen," siger seniorforfatter til studiet, Wai K. Leung, i pressetekst på Eurekalert. Han er læge og klinisk professor i medicin ved University of Hong Kong.

Markant effekt i løbet af tre år

Forskerholdet bag studiet analyserede patientdata for over 187.897 voksne fra Hongkong i perioden 2005 til 2013. Udgangspunktet var alle der havde fået lavet en koloskopi for tarmkræft, som var negativ. 

Undersøgelsens primære endepunkt var tarmkræft diagnosticeret mellem 6 og 36 måneder efter at have gennemgået koloskopi.

Inden for denne population anvendte 16,4 procent ACE-hæmmere eller ARB'er.

Analysen fandt, at: 

  • dem, der tog ACE-hæmmer eller ARB, havde en 22 procent lavere risiko for at udvikle tarmkræft i de efterfølgende tre år, sammenlignet med den resterende gruppe.
  • fordelene ved ACE-hæmmere og ARB'er blev set hos patienter 55 år eller ældre og patienter med en historie med tyktarmspolypper;

”ACE-hæmmere og ARB’er tages af patienter med højt blodtryk, hjertesvigt og nyresygdomme, men reduktionen i colorektalkræft-risiko kan være en yderligere faktor, som læger skal overveje, når de vælger blodtrykssænkende medicin,” foreslår Wai K. Leung. 

Resultatet skal repliceres

Den konklusion er Anton Pottegård dog ikke enig i. Han vurderer tværtimod, at vi er godt stykke fra et resultat, der har kliniske implikationer. Der er flere elementer ved studiet, der rejser spørgsmål.

Et af de røde flag ved studiet er, at risikoreduktionen begrænset til de første tre år efter den negative koloskopi. 

”At der ikke ses en effekt efter tre år antyder, at det ikke er kausalt. Hvis noget virkelig forebygger kræft, burde effekten snarere blive stærkere med tiden. Derudover er signalet ikke ret specifikt, da studiet også rapporterer beskyttende effekter af andre blodtrykspræparater, hvilket bør gøre læseren mistænksom,” siger Anton Pottegård.  

Alligevel vil Anton Pottegård diskutere resultatet med sin forskningsgruppe.

”Det er helt klart noget, at vi vil drøfte i gruppen, og den vil ryge på listen over studier, vi vil overveje at replicere,” siger Anton Pottegård.

Del artiklen med dine venner