Brystkræftpatienter genvinder ikke tidligere vitalitet og energi

Ny forskning viser, at kvinder med brystkræft ikke vender tilbage til deres tidligere niveau af energi, selv mange år efter endt behandling. Trætheden er et vilkår, som patienterne bør rådgives omkring, mener forskerne.

Forskningen er publiceret i Journal of Patient-Reported Outcomes.

Behandling af brystkræft kan forårsage udtalt træthed. Det er ikke nyt. Tidligere studier har vist, at næsten alle kvinder med brystkræft oplever træthed i behandlings- og rehabiliteringsperioden. Men det er nyt, at trætheden ikke lader til at fortage sig, selv mange år efter endt behandling.

Forskere fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Herning indsamlede i perioden 2004-2006 oplysninger om 332 kvinders træthedsniveau. Kvinderne var sendt til mammografi af deres egen læge og tilhørte kategorierne akutte og subakutte.

Kvinderne fik tilsendt det første spørgeskema sammen med indkaldelsen til screening for brystkræft. Første træthedsmåling fandt altså sted, før kvinderne vidste, om de havde brystkræft. Derefter fik kvinderne et spørgeskema hver 2. måned i op til 5 år, uanset om de havde kræft eller ej.

Kvindernes træthedsniveau blev målt på en skala, kaldet MFI-20.

Resultaterne viser, at de kvinder, der blev diagnosticeret med brystkræft, ikke vendte tilbage til det træthedsniveau, de angav ved første måling.

Kvinderne med brystkræft oplevede specielt en stor stigning i træthed det første halve år, efterfulgt af en langsom øgning af energien. Men de nåede altså aldrig i de fem år op på det energiniveau, de havde før mammografien.

Endvidere var kvindernes træthedsniveau markant højere end kontrolgruppens, der ikke havde brystkræft. Disse kvinder havde mistanke om brystkræft og var også trætte, men da de fik at vide, at de ikke havde kræft, oplevede de hurtigt at få energi tilbage.

Det at have en livsfarlig sygdom kan altså i sig selv give træthed.

Undersøgelsen peger på, at kvinder med brystkræft kan få brug for særlig rådgivning i forbindelse med tackling af den langvarige træthed, der følger sygdommen.

 


Kræftens Bekæmpelse: Årsager til træthed

Selve kræftsygdommen

  • Selve kræftsygdommen kan øge stofskiftet og dermed kroppens energiforbrug. Hvis man ikke får dækket energibehovet gennem sin kost, bliver man træt
  • Kroppens celler -– også kræftcellerne -– producerer nogle signalstoffer, der kaldes cytokiner. Når man har kræft, producerer kroppen flere cytokiner end normalt. Cytokiner kan have forskellige virkninger på kroppen, f.eks. kan de give feber, som igen giver træthed
  • Blodmangel (anæmi) kan opstå som følge af sygdommen

Kræftbehandlingen

  • Behandling med operation, kemoterapi eller strålebehandling
  • Medicin, f.eks. antidepressiv, sovemedicin, beroligende og smertestillende medicin (f.eks. morfin) eller antihistamin

Kost, søvn, aktivitet

  • Inaktivitet, for lidt motion og for lidt frisk luft
  • Mangel på søvn og hvile eller dårligt søvnmønster
  • Utilstrækkelig kost og væskeindtag, fordi man måske også har kvalme, nedsat appetit, diarré, forstoppelse eller andet

Symptomer fra sygdommen eller behandlingen

  • Blodmangel (anæmi), åndenød, infektioner eller smerter
  • Utilstrækkelig behandling af andre symptomer, da det tærer på ens almene kræfter og forværrer trætheden
  • Vægttab og tab af muskelkraft

Psykologiske følger af kræftsygdommen

  • Følelsesmæssig stress og bekymringer
  • Angst og depression. Vær opmærksom på, om du eventuelt har en behandlingskrævende depression

Kilde: Kræftens Bekæmpelse - læs mere HER

 

 

Kræftens Bekæmpelse: Gode råd til, hvordan du gør en hverdag med træthed lettere

Personlige gøremål – f.eks. bad

  • Planlæg aktiviteter, f.eks. personlig pleje og andre gøremål på det tidspunkt af døgnet, hvor din energi er størst – morgenen er for mange det bedste tidspunkt
  • Anskaf dig en badebænk, som du kan bruge, når du bader, børster tænder eller barberer dig
  • Et gribehåndtag i badet kan også være en hjælp
  • Brug badekåbe i stedet for håndklæde
  • Brug tøj uden for mange knapper. Til dine sko kan du anvende et skohorn

Vasketøj

  • En tørretumbler kan være en stor hjælp
  • Sid ned, når du stryger - brug et let strygejern

Indkøb

  • Skriv en indkøbsliste, der følger butikkens indretning
  • Brug indkøbsvogn eller eventuelt rollator som støtte. Køb ind, når der er færrest mennesker i butikkerne
  • Køb eventuelt ind via internettet og få varerne bragt ud

Madlavning og opvask

  • Sid ned, når det er muligt – f.eks. når kartoflerne skal skrælles
  • Tilbered ekstra måltider, når energien er størst, og frys det ned i portionsstørrelser til senere brug
  • Brug elektriske hjælpemidler som f.eks. blender

Børnepasning

  • Forklar dine børn om din træthed, og at du ikke vil være i stand til at gøre så meget sammen med dem som før
  • Planlæg aktiviteter med dine børn, som kan foregå siddende
  • Inddrag børnene i let husarbejde – ofte kan de godt lide at være til nytte
  • Tag imod eventuelle tilbud om at få transporteret børn til og fra institution og skole

Kilde: Kræftens Bekæmpelse - læs mere HER

 

 

Del artiklen med dine venner