Måske kan du undvære din blodtryksmedicin

Få din læge til kritisk at gennemgå din medicinliste, hver gang du får ordineret en ny type medicin. Det kan nemlig være, at du kan undvære din blodtryksmedicin.

Sådan lyder det fra eksperter på baggrund af en ny undersøgelse, hvis resultater viser, at nogle patienter med velkontrolleret blodtryk muligvis og på sikker måde kan stoppe deres medicinindtag.

”Læger ordinerer ofte nye mediciner til en person uden at overveje at stoppe nogle af de midler, de bruger i forvejen. Men et lægemiddel, der var passende på et tidspunkt i en persons liv, forbliver ikke nødvendigvis relevant eller sikkert i hele livsforløbet," siger Dr. Terence Quinn fra University of Glasgow’s Institute of Cardiovascular and Medical Sciences.

Ikke på ubestemt tid

Typisk ordineres blodtryksænkende medicin på livstid. Men i kliniske forsøg har det vist sig, at mange patienter opretholder et tryk under grænsen for genstart af behandling, når de stopper med at tage medicinen. Det britiske forskningsteam undersøgte i det nye studie andelen af mennesker, der beholdt deres normale blodtryk i seks måneder eller længere efter ophør af antihypertensiv behandling og sikkerheden i forbindelse med ophøret. Resultatet viste en andel på 38 procent efter seks måneder, 40 procent efter et år og 26 procent efter to år eller længere.

"I betragtning af chancerne for et vellykket medicinstop og de begrænsede negative virkninger heraf mener jeg ikke, at blodtryksænkende medicin skal indtages på ubestemt tid. I stedet bør lægen overveje om et stop er en mulighed, samtidig med at man regelmæssigt overvåger blodtrykket.” siger studiets førsteforfatter dr. Veronika van der Wardt fra University of Nottingham i Storbritannien.

Hun understreger, at patienterne ikke selv skal forsøge sig med at stoppe, men lade det være op til lægen. Bl.a. fordi moderne blodtryksænkende mediciner har andre fordele end netop sænkning af blodtrykket.

Resultaterne af studiet tyder på, at forsøg med at stoppe antihypertensiv behandling vil lykkes bedst hos dem med lavere blodtryk og som kun får få mediciner. Men i betragtning af at tre fjerdedele af de patienter, der stopper, vender tilbage til et forhøjet blodtryk, står det klart, at patienter, der forsøger med et stop skal overvåges nøje.

Emner: blodtryksmedicin

Del artiklen med dine venner