Vaccination mod luftvejsinfektioner giver færre hjertekardødsfald

ESC: Vaccinationer mod influenza og lungebetændelse fører til færre dødsfald under indlæggelse blandt patienter med hjertesvigt. Det viser resultatet af et stort, amerikansk studie.

En ud af fem personer vil udvikle hjertesvigt i deres levetid, og det anslås, at 26 millioner mennesker på verdensplan er berørt af hjertesvigt. Luftvejsinfektioner som influenza og lungebetændelse forværrer tilstanden - og derfor anbefaler man årlige vaccinationer af denne patientgruppe. Covid-19-pandemien har yderligere sat fokus på vigtigheden af ​​vaccination for at forhindre luftvejsinfektioner, herunder især for mennesker med sygdomme som hjertesvigt.

Selvom det er kendt, at vaccinationer beskytter mod luftvejsinfektioner, og at disse infektioner forværrer hjertesvigt, har få studier sammenlignet resultaterne af vaccinerede versus ikke-vaccinerede patienter. I det amerikanske studie undersøgte forskerne, om immunisering havde nogen forbindelse med risikoen for, at patienter med hjertesvigt døde, mens de var på hospitalet.

Undersøgelsen, som blev præsenteret på dette års virtuellehjertekongres, ESC, omfattede 2.912.137 amerikanske patienter med hjertesvigt, som var indlagt i perioden 2010 til 2014. Gennemsnitsalderen var 70 år.

Kun 1,4 procent af patienterne i studiet havde fået influenzavaccine og 1,4 procent var vaccineret mod lungebetændelse. Forskerne sammenlignede dødsfrekvensen på hospitalet mellem patienter med hjertesvigt, der modtog vaccination mod influenza og lungebetændelse det år, og dem, der ikke var vaccineret.

Dødelighed under indlæggelse var signifikant lavere hos patienter, der fik influenzavaccinen (1,3 procent) sammenlignet med dem, der ikke modtog influenzavaccinen (3,6 procent). Tilsvarende var antallet af dødsfald under indlæggelse signifikant lavere hos patienter vaccineret mod lungebetændelse (1,2 procent) sammenlignet med de, der ikke var vaccineret (3,6 procent).

Dr. Karthik Gonuguntla, University of Connecticut, som er en af hovedforfatterne bag studiet, pointerer, at resultaterne giver yderligere drivkraft til at insistere på årlige vaccinationer for influenza og lungebetændelse hos patienter med hjertesvigt:

”Selvom mange mennesker afviste almindelige og sikre vacciner inden covid-19, er jeg optimistisk i forhold til, at covid-19 har ændret opfattelsen af ​​immuniserings rolle.”

Emner: hjertesvigt esc2020

Del artiklen med dine venner