Med det ene ben står Flemming Møller Mortensen fast på princippet om adgangen til behandling, og med det andet ben på princippet om mere sundhed for pengene.

Socialdemokraterne: Dyr medicin skal bruges, når den er nødvendig

DF´s Medicinråds-ordfører og flere formænd for patientforeninger har blikket stift rettet mod regionerne for tiden. De holder nøje øje med, om den medicin, der tidligere på efteråret blev afvist som standardbehandling af Medicinrådet, alligevel kommer enkeltpatienter til gode. Og det samme vil Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen gøre.

Jeg kan love, at jeg vil følge det her meget tæt. Muligheden for at udskrive medicin til enkeltpatienter er der, og den skal bruges i de tilfælde, hvor det lægefagligt bliver vurderet rigtigst at gøre,” siger han og tilføjer:

”Men jeg vil også lade Medicinrådet få sin plads til at virke.”

Propatienter har bedt Flemming Møller Mortensen om hans syn på Medicinrådets virke hidtil og forventninger til det kommende arbejde. Og som mange andre omkring Medicinrådet står han med et ben i hver lejr: Med det ene ben står han fast på princippet om adgangen til behandling, og med det andet ben på princippet om mere sundhed for pengene. En svær balancegang, som formanden for Lægevidenskabelige Selskaber, Henrik Ullum, også tidligere har påpeget i artikelserien Medicinrodet? Men ikke umulig, mener Flemming Møller Mortensen.

”Jeg synes, vi traf meget nøgterne og modige beslutninger, da vi politisk sagde: Effektiv medicin skal ikke nødvendigvis være standardbehandling. Men når en læge vurderer, at et afvist præparat alligevel er det rigtige til en patient, så skal lægen have muligheden for at udskrive det med faglig begrundelse. Den balance fra det politiske system er jeg meget tilfreds med.”

Fra standard til vurdering

Om regionerne og Medicinrådet i praksis kan holde balancen, vil vise sig hen ad vejen. I mellemtiden skal de forskellige interessenter på medicinområdet til at omstille sig til en ny virkelighed, mener Flemming Møller Mortensen.

”Vi er et land, hvor der ikke tidligere har været en kritisk vurdering af medicinens pris, men hvor varerne bare skulle være på laveste hylde som standardbehandling mere eller mindre til alle. Nu kommer der et element af en vurdering. Det er klart, at det er en forandring, som mange parter skal vænne sig til.”

Følelser finder nemt vej til en debat, der handler om livsnødvendig medicin. Men Flemming Møller Mortensen advarer mod, at rådet rider med på følelsernes bølge.

”De største udfordringer for Medicinrådet er naturligvis at gøre brug af sagligheden og få kommunikeret det til sine omgivelser. For det er saglighed og faglighed, der skal ligge til grund for beslutningerne. Men vi kender jo også vores samfund som et samfund, hvor der lynhurtigt rejses pres og pression. Jeg ønsker for Medicinrådet, at man ikke kommer ud i en spænding, som vil give vanskelige vilkår.”

Emner: Medicinrådet Flemming Møller Mortensen Medicinrodet?

Del artiklen med dine venner