De største gevinster får de, der går fra at få lidt eller ingen motion til at få selv små doser af mild aktivitet som f.eks. en gåtur.

Mild motion gavner helbredet meget

Der skal ikke mere end en lille smule motion til for, at mennesker, der sidder ned det meste af dagen, kan forbedre deres odds for overlevelse.

Forskere i New Zealand har undersøgt data fra 39 lande omfattende 15.486 ældre voksne. Disse blev efterfølgende opsporet for at se, hvor mange der var døde eller havde haft alvorlige hjerteproblemer som f.eks. hjerteanfald eller slagtilfælde.

Resultatet viste, at folk, der fordobler deres ugentlige aktivitetsniveau, kan reducere deres odds for tidlig død af alle årsager med 10 pct. og reducere deres risiko for tidlig død af hjertekarsygdom med 8 pct. De største gevinster får de, der går fra at få lidt eller ingen motion til at få selv små doser af mild aktivitet som yoga, gåture eller let husarbejde.

”Studiet bekræfter den gavnlige effekt af både mild og kraftigere motion. Desuden fandt vi, at selv en beskeden mængde fysisk aktivitet mindsker dødeligheden i forhold til dem, der ingen eller stort set ingen motion laver. Og det gælder også folk med alvorlige hjerteproblemer,” siger studiets førsteforfatter, dr. Ralph Stewart fra Auckland City Hospital og Auckland Universitet, New Zealand. 

Forskerne fandt ikke, at mængden af ​​motion var forbundet med risikoen for at få et hjerteanfald eller slagtilfælde. Men det viste sig, at forholdet mellem øget motion og nedsat dødelighed var stærkest for patienter med den højeste risiko for at dø som følge af deres risikofaktorer for død og komplikationer fra hjertesygdomme.

I en kommentar til undersøgelsen siger dr. Thijs Eijsvogels fra Radboud Universitetsmedicinsk Center i Holland, at fordi tidligere undersøgelser af motion og lang levetid for hjertesygdomme ofte har fokuseret på overvågede træningsprogrammer, giver den nuværende undersøgelse nyt bevis for fordelene ved de aktiviteter, som folk selv laver.

Emner: motion hjertekarsygdom

Del artiklen med dine venner