Motion er afgørende for kvinders overlevelseschancer efter at være blevet behandlet for brystkræft.

Motion øger din chance for at overleve med brystkræft

Har du haft brystkræft, er din risiko for at få hjerteproblemer helt op til 40 procent mindre, hvis du dyrker meget motion.

Det antyder i hvert fald en ny undersøgelse, der lørdag blev præsenteret på American College of Cardiology, ACCs årlige videnskabelig session i Washington DC. (Abstract 1187-045)

Den viste, at kvinder med brystkræft, der dyrkede ca. fem timers moderat motion om ugen før deres diagnose, havde en 40 procent mindre tilbøjelighed til at blive ramt af en kardiovaskulær hændelse og 60 procent mindre tilbøjelige til at dø af hjertekarsygdomme i forhold til kvinder, der næsten ikke dyrkede motion.

Undersøgelsen er ifølge forskerne fra Rush University den første, der undersøger den langsigtede virkning af motion før en kræftdiagnose og de kardiovaskulære fordele ved motion på tværs af alle former for kræftbehandling.

Kvinder, der er blevet diagnosticeret med tidlige faser af brystkræft, har en markant øget risiko for hjertesygdom sammenlignet med den almindelige befolkning. Denne øgede risiko tilskrives til dels til hjertekar-skader fra behandlingen mod kræft.

"Udover ​​en anden kræft eller tilbagevendende kræft er hjertesygdomme den hyppigste dødsårsag hos kræftpatienter og -overlevere, så alt hvad vi kan gøre for at forebygge, at kræftoverlevende udvikler hjertesygdomme, er meget vigtigt," siger Tochi Okwuosa, der er specialist i hjertesygdomme ved Rush University Medical Center og undersøgelsens hovedforfatter.

"Vi fandt, at motion, selv før man er diagnosticeret med kræft, kan nedsætte risikoen for hjertekar-problemer, der er forårsaget af kemoterapi og strålebehandling."

Forskningen er baseret på data fra Women Health Initiative, der er et stort landsdækkende observationsstudie og klinisk forsøg udført af National Institutes of Health fra 1991 til 2006.

Forskerne trak data fra 4.015 af undersøgelsens deltagere, der var blevet diagnosticeret med ikke-metastatisk brystkræft. Baseret på spørgeskemaer om fysisk aktivitet, som deltagerne gennemførte periodisk gennem hele undersøgelsen, blev deltagerne inddelt i motions kvartiler baseret på både mængden og intensiteten af ​​motion målt ud fra metabolic equivalent task (MET):

mindst (mindre end 2,5 MET timer om ugen)

mellem (2.5-8.6 MET timer om ugen)

moderat (8.6-18 MET timer om ugen)

meget (mere end 18 MET timer om ugen, hvilket svarer til omkring fem timers moderat motion om ugen).

Forskerne analyserede derefter kardiovaskulære hændelser i et gennemsnit på 12 år efter deltagernes brystkræftdiagnose. Efter justering for alder fandt de, at kvinder, der rapporterede at have dyrket mellem, moderat og meget motion før deres kræftdiagnose var 23 procent, 25 procent og 41 procent mindre tilbøjelige til at opleve en kardiovaskulær hændelse end de kvinder, der havde mindst fysisk aktivitet.

Kardiovaskulære hændelser omfattede kardiovaskulær død, hjertesvigt, hjerteanfald, brystsmerter, slagtilfælde eller mini-slagtilfælde, opbygning af plak i carotis eller perifere arterier, og revaskulariseringsprocedurer som angioplastik eller bypass.

Resultaterne viste også, at kvinder, der dyrkede mellem, moderat og meget motion før deres kræftdiagnose havde hhv. 41 procent, 55 procent og 60 procent mindre sandsynlighed for at blive diagnosticeret med koronar hjertesygdom sammenlignet med kvinder med mindst fysisk aktivitet.

Lignende mønstre blev observeret for alle typer af kræftbehandling - også efter justering for en række kardiovaskulære risikofaktorer, demografiske faktorer og medicinske tilstande.

Strålebehandling mod brystkræft foregår relativt tæt på hjertet (især med ældre teknikker), skader hjertemuskelceller og kan medføre vedvarende inflammation mange år senere. Denne inflammation menes at bidrage til problemer med hjerteklapperne, opbygning af plak i arterierne, defekte hjerterytmer og væskeophobning omkring hjertet.

Kemoterapi som doxorubicin paclitaxel og andre er blevet forbundet med en øget risiko for hjertesvigt og hjerterytmeforstyrrelser, siger Okwuosa.

Selv målrettede behandlinger som trastuzumab, der nu er standard for pleje mod visse typer af brystkræft, kan øge risikoen for hjertesvigt, mens andre nyere behandlingsformer kan forårsage betydelig hypertension, siger hun.

"Nogle af disse kemoterapier kan forårsage hjerteproblemer, fordi hjertet har meget begrænset evne til at regenerere, for eksempel i modsætning til håret, så risikoen for hjertekar-problemer kan vare ved i mange år," siger Okwuosa.

"Motion styrker vores organer, som, selv når vi er under hjertekar-stress på et senere tidspunkt, hjælper os med at tolerere stress bedre. Selv hvis vi kun har dyrket motion i kortere tid før vore kræftdiagnose synes det at hjælpe patienten hen ad vejen med hensyn til de kardiovaskulære problemer og bivirkninger ved cancerterapi."

Undersøgelsen er begrænset af at kvindernes motionsniveau er selvrapporteret.

Desuden var resultaterne for hjerteanfald og hjertesvigt ikke statistisk signifikante, sandsynligvis fordi disse resultater ikke forekommer i stort nok antal, siger Okwuosa.

Emner: brystkræft hjertekarsygdom

Del artiklen med dine venner