Vi er dårlige til at holde ferie

Vi er sygemeldt med stress som aldrig før, alligevel vælger knap hver tredje dansker ikke at holde tre ugers sammenhængende ferie for at geare ned.

Du kender sikkert til at have ekstra travlt før ferien - opgaver skal afsluttes fordi det ikke kan vente til du vender tilbage og opgaver din kollega skal varetage mens du er væk, men som kræver du lige sætter vedkommende ind i tingene. Med andre ord stresser du rundt inden du kan gå på ferie med god samvittighed. Og når du så endelig ligger i liggestolen under sydens sol, kan du alligevel ikke slappe helt af. Arbejdet kværner stadig rundt i hovedet på dig, og det er ikke ualmindeligt, for det tager ca. en uge at geare ned til at holde ferie.

Derfor bør du også holde tre uger, for at få den nødvendige opladning til du skal i gang igen.

Hvor det tidligere var normen, at langt de fleste danskere drog på tre ugers sammenhængende sommerferie, nøjes knap hver tredje dansker, 32 procent med at trække stikket i to uger eller mindre. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Userneeds har lavet for IDA blandt flere end 2.000 danskere.

Den udvikling bekymrer Juliane Marie Neiidendam, formand for Ansattes Råd i IDA.

”Stress-eksperter peger på, at det rent faktisk gør dig til en bedre chef, medarbejder og kollega, hvis du holder mindst tre ugers sammenhængende sommerferie. Det er dur ikke, hvis du ikke en gang om året tager den forebyggende medicin, som tre uger væk fra jobbet reelt er,” siger hun.

Juliane Marie Neiiendam opfordrer samtidig til, at man rent faktisk også holder ferie i sin sommerferie.

”En gammel tommelfingerregel lyder, at det tager en time at geare ned fra en arbejdsdag, en dag at geare ned til weekenden efter en arbejdsuge og op til en uge at geare ned til ferien. Derfor gavner korte ferier ikke på samme måde som tre uger i træk. Langt de fleste kan rent faktisk undværes i de få uger hen over sommeren, så mit klare råd er, at man trækker stikket i tre uger. Det er også en del af en sund work-life-balance. Hvis vi skal holde længe på arbejdsmarkedet, så skal det også være muligt at drosle ned, hvile legeme og sjæl, og hente inspiration og energi andre steder end på jobbet,” siger Juliane Marie Neiidendam.

Del artiklen med dine venner