De gode resultater skyldes at fødeafdelingen hele tiden har fokus på træning og certificering samt et godt samarbejde mellem fødselslægerne og jordemødrene.

Ny metode forebygger bristning under fødslen

Et bestemt håndgreb, hvor man holder igen på barnets hoved, så det ikke fødes for hurtigt, viser sig at kunne forebygge store fødselsbristninger.

Siden 2013 har Fødeafdelingen på Hospitalsenheden Vest fulgt og registreret, om brugen af nogle særlige håndgreb forebygger store fødselsbristninger ved fødsler uden kejsersnit. Alle afdelingens fødselslæger og jordemødre er certificerede i at bruge håndgrebene i forbindelse med barnets fødsel. Foreløbig er det blevet til registrering af over 8000 fødsler, der dokumenterer, at håndgrebene virker forebyggende.

Det er godt nyt for de førstegangsfødende, der ofte kan frygte at få så stor en bristning, at det risikerer at ødelægge endetarmsmusklen og evnen til at holde på luft og afføring, fortæller afdelingsjordemoder Charlotte Sander Andersen fra Fødeafdelingen i Herning. Hun har været en del af projektgruppen og med til at indsamle den store mængde data.

”Selvom risikoen for at få en stor fødselsbristning efterhånden er meget lille, så er det noget, der optager tankerne hos mange af vores førstegangsfødende. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan dokumentere, at det at vi bruger håndgrebet – det er noget, der virker, så de gravide kan føle sig ekstra trygge i vores hænder.”

De særlige håndgreb er en metode, der forhindrer barnets hovedet i at komme for hurtigt ud. Kvinden er forud for fødslen grundigt informeret om metoden, for det er vigtigt, at hun samarbejder.

”Jordemoderen eller fødselslægen holder igen på barnets hoved ved at placere fingrene på en bestemt måde. Alt imens kvinden samarbejder ved at puste ud og trække vejret kontrolleret, så barnet fødes langsomt” fortæller afdelingsjordemoder Pia Olsen.

Halvering af bristninger

Fødeafdelingen indførte registrering af håndgrebet ved alle fødsler uden kejsersnit som en del af et forbedringsprojekt fra 2013 til 2015 med et mål om at halvere forekomsten af store fødselsbristninger. Tidligere målinger havde vist, at forekomsten lå på otte procent hos de førstegangsfødende i Herning og Holstebro.

På et enkelt år lykkedes det Fødeafdelingen at få halveret forekomsten af store bristninger til fire procent af alle førstegangsfødsler, fortæller overlæge Ole Bredahl Rasmussen fra Fødeafdelingen.

 

- Alle jordemødre på Fødeafdelingen i Herning og Holstebro certificeres bl.a. i at bruge nogle håndgreb, der sænker farten af hovedets fødsel og støtter mellemkødet, som tilsammen gør det nemmere at få barnets hoved ud uden store bristninger.

- Afdelingens fødselslæger får bl.a. mulighed for at øve sig på at forløse barnet med sugekop via simulation. Al personale kommer igennem en re-certificering en gang om året for at holde kundskaberne ved lige. Alle nyansatte bliver ligeledes introduceret og certificerede.

- Resultaterne af forbedringsprojektet er for nylig blevet publiceret i tidsskriftet BMJ Quality med titlen: "Reducing the incidence of Obstetric Sphincter Injuries using a hands-on technique: an interventional quality improvement project".

- Type af studie: Interventionsstudie.

- Den nye årsrapport fra den danske kvalitetsdatabase over fødsler (DKF) er blevet offentliggjort 1. marts 2017 og registreringen, der løber fra september 2015 – august 2016, viser, at forekomsten af store fødselsbristninger på Fødeafdelingen i Herning og Holstebro har været på 3,4 procent i den pågældende periode.

- Til gengæld viser Fødeafdelingens egne registreringer for hele 2016 et yderligere fald i tendens til 2.9 procent.

- Til sammenligning viser årsrapporten en gennemsnitlig forekomst af store fødselsbristninger blandt førstegangsfødende på 4,1 procent i hele Danmark.

Emner: fødsel

Del artiklen med dine venner