Mit liv med muskelsvind

5 minutes reading time (933 words)

Vi skal også huske de gode ting

Jeg er kun 23 år og har været på sygehuset så mange gange, at jeg ikke længere har tal på det. Når november er gået, har jeg været der fem gange bare i denne måned, hvis der altså ikke kommer flere efter, at jeg har skrevet dette indlæg.

Jeg har været på sygehuset med alt fra brækkede knogler og lungebetændelser til et hav af operationer, røntgenundersøgelser/scanninger og diverse kontroller.

Som årene er gået, er det tydeligt, at læger og sygeplejersker har fået mere og mere travlt. Det går ofte ud over kvaliteten af behandlingen og kan have fatale konsekvenser. Det er ikke deres skyld, at regeringen mener, at der skal spares så voldsomt, at én skal varetage tre menneskers job. Men derfor er det stadig frustrerende som patient at føle, at der ikke er tid til én.

Heldigvis er der også gange, hvor det bare kører, hvor man bliver lyttet rigtigt til, og hvor der er tid til den enkelte. Og i dag er det sådan en oplevelse, jeg vil dele med jer. 

Nyresten der konstant vender tilbage

Jeg lider for tiden af nyresten for tredje gang.

Den første gang opdagede man først årsagen til smerterne efter nogle måneder, hvor jeg ærligt talt var grædefærdig. Stenen blev først fjernet 14 måneder efter, at smerterne startede. Det er 2 år siden, de blev fjernet.

Anden gang fik jeg lette smerter og tissede kort efter en fin, lille sten. Det var omkring marts i år.

Den 31. oktober var jeg til en CT scanning i forbindelse med en anden undersøgelse. Der så de igen en nyresten. På det tidspunkt mærkede jeg ikke noget særligt til den.

Den 7. november, selvfølgelig på min fødselsdag, fik jeg et meget velkendt smerteanfald. Min Ibuprofen virkede ikke, så efter nogle timer fik jeg min hjælper til at ringe til min læge. Jeg kom derop, fik noget stærkere smertestillende og aftalte, at jeg skulle ringe, hvis det blev værre. Jeg ønsker at tisse den ud, så jeg kan undgå endnu en operation.

Den 8. november hjalp den nye smertestillende overhovedet ikke. Den gjorde faktisk bare det hele værre. Jeg blev svimmel, fik kvalme og lys skar i øjnene. Jeg vidste fra første gang, at smerterne kom i ture, og at der altså ville komme en pause på et tidspunkt. Efter at have grædt uafbrudt i flere timer, måtte jeg give op, og vi ringede til lægevagten. Han kom kort efter og gav mig en sprøjte med smertestillende og kvalmestillende. Det endte med at jeg kastede op og kort efter sov 10 timer i træk.

Næste morgen gjorde det stadig lidt ondt, så jeg skyndte mig at tage en Ibuprofen, inden smerten igen blev uudholdelig. Vi ringede til lægen og fortalte, hvad der var sket. Hun kontaktede straks sygehuset i Holstebro, og det endte med, at jeg skulle møde op i akutmodtagelsen.

Der blev vi taget rigtig godt imod. Både sygeplejersken og lægen kom ind og lyttede, til hvordan jeg havde det. De forklarede deres planer, og vi tog det stille og roligt. Der blev taget blodprøver og senere en CT scanning for at finde ud af præcis hvor nyrestenen befandt sig, i forhold til, om den gjorde skade på nyren. Hvis det var tilfældet, skulle jeg akut til Skejby. På grund af mine mange fysiske sygdomme kan jeg nemlig kun blive opereret der.

Det viste sig, at smerteanfaldet opstod, fordi stenen bevægede sig. Den sidder ikke længere i nyren, men er flyttet ned i urinlederen (røret mellem nyren og blæren). Det tyder på, at kroppen selv er i gang med at få den gennem systemet. Det er en god ting.

Vi aftalte derfor at se tiden an. Da jeg samtidig er svær at operere, vil vi alle selvfølgelig helst undgå det. Jeg fik nogle stikpiller med hjem, som jeg kunne tage, hvis mine Ibuprofen ikke virkede. Og så fik jeg en tid til kontrol scanning en uge senere, så de kan holde lidt øje med stenens vandring. Og hvis der kommer endnu en tur, hvor smerterne ikke kan dæmpes, skal jeg køres til Skejby. Lægen gav sig også god tid til at svare på spørgsmål.

Da jeg skulle hjem, så sygeplejersken hvor mange ting, jeg havde med – diverse tasker og respiratorbord med respirator. Hun tilbød straks at hjælpe, så min hjælper ikke skulle slæbe det hele eller gå flere gange. Vi havde parkeret ved en helt anden indgang, så min bus skulle først hentes. Her tilbød sygeplejersken at sidde hos mig, mens min hjælper hentede bussen. På grund af respiratoren må jeg nemlig ikke være alene og slet ikke uden mulighed for at kalde på hjælperen.

Det er første gang, siden jeg fik respirator for 5 år siden, at en sygeplejerske, som ikke har arbejdet på et Respirations Center, har tilbudt at holde øje med mig i 5 minutter. De fleste plejer at holde afstand, og vil faktisk helst ikke røre ved noget, af frygt for at gøre noget forkert. Og det er helt forståeligt, for de er selvfølgelig ikke uddannet i min respirator. Men det værste der kan ske, er at respiratoren holder op med at virke, og de så skal pumpe manuelt med en ventilationspose. Og det kan da ikke gå helt galt på et sygehus.

Da hjælperen kort efter kom tilbage, hjalp sygeplejersken med at bære alle tingene ud og ind i bilen.

Det betyder noget

Det er aldrig sjovt at være på sygehuset, men det hele bliver lidt bedre, når man oplever at der bliver lyttet, handlet og givet en hjælpende hånd. Så tak til dem, der medvirkede til at det alligevel blev en god dag.

7 års kamp er fortid
Min tur ud på det sorte marked

Related Posts

 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/