Mit liv med brystkræft

4 minutes reading time (804 words)

Små ændringer giver store følelser

En e-mail dukker op på min telefon en eftermiddag.

"Ja, vi vil meget gerne bruge dit efterbillede på afdelingen for brystkirurgi. Vi skal bare finde ud af detaljerne. Hvornår kan du komme og få slippen til fotostudiet?"

Jeg har lyst til at skrige. Så spændt. Selv om det kan virke som små ændringer, så kan systemet ændres. Min udholdenhed betaler sig. For to måneder siden kontaktede jeg en sygeplejerske på hospitalets afdeling for brystkirurgi. Hun havde oprindeligt kontaktet mig for at spørge, om jeg på en årlig brystkræftskongres i Skejby nær Aarhus ønskede at tale om patientperspektivet i ikke at rekonstruere efter en mastektomi (hvor hele brystet fjernes). Da hun allerede havde vist interesse for mit valg om ikke at rekonstruere, mente jeg, hun ville være ideel at spørge, om de var interesserede i et efterbillede af min flade rekonstruktion for at vise kommende patienter et alternativ til alle billederne af plastikkirurgi-rekonstruktion. Og nu havde de sagt ja til det!

Vi diskuterede nogle detaljer om hvornår og hvor, billedet skulle tilbydes at blive vist til fremtidige patienter, og de var meget interesserede i mine synspunkter og perspektiver, hvilket jeg virkelig synes var sympatisk. Vi var enige om, at jeg skulle komme forbi afdelingen et par uger senere.

Dagen kom. Det har været mere end et år siden siden, jeg trådte ind for disse bygninger for første gang. Jeg må indrømme, at det var meget mere følelsesladet, end jeg havde forventet at gå op til samme 10. etage, som jeg havde gjort mange gange før. Mit hjerte begyndte at køre derudaf, og nogle tårer pressede sig endda på i elevatoren. Selv om jeg denne gang var her på grund af noget godt, noget, som jeg selv havde skubbet på for, så bragte det at være tilbage mange minder frem. Minder om ængstelig venten på resultater i venteværelset, minder om at få forfærdelige svar gang på gang - for ikke at nævne minder om selve operationen.

Det hele slørede for mine øjne, da jeg kom ud af elevatoren. Jeg gik over til receptionisten og fik slippen til fotostudiet og stod der lige et par minutter for at tage det ind. Alt var roligt på 10. etage, men indeni rystede jeg. Jeg havde lyst til at juble, følte at øjeblikket var stort, men det ville sikkert have set underligt ud. Så jeg stod der bare. Jeg kørte derefter ned med elevatoren.

Døren til fotografen. Jeg var allerede udmattet af bare at være tilbage på afdelingen for brystkirurgi, så det tog mig et par sekunder, før jeg faktisk kunne banke på døren.

"Åh, det er et års kontrol-billedet?" proklamerede hun.

Jeg forsøgte at forklare, at dette ville være et eksempel på flad rekonstruktion, og at det var på mit initiativ, at billedet skulle tages.

"Tag venligst dine trusser lidt længere ned. Vi har brug for det, hvis du skal have en rekonstruktion senere."

"Det vil jeg ikke," mumlede jeg.

Til sidst tror jeg, at hun forstod det og forklarede, at der skulle være skriftligt samtykke fra mig til at bruge billederne. Hun kendte processen fra plastikkirurgien, men dette var stadig ukendt land for de generelle kirurger. Der er ingen standard for at vise billeder af flade rekonstruktioner. Jeg har planer om at tale om det på brystkræftkonferencen. Bare fordi du ikke får brystet genopbygget, vil du stadig have et smukt resultat, og du vil gerne have en ide om, hvordan du vil se ud efter operationen. Hvis kvinder gennemgår så meget for at få brystet rekonstrueret og er så opmærksomme på, hvordan resultatet vil blive, så kan der sikkert også gøres en indsats i flad rekonstruktion.

Jeg understreger, at jeg ikke forsøger ikke at missionere om, at flad rekonstruktion er det eneste rigtige valg. Men jeg ser igen og igen kvinder, der kæmper med at få brystet ordentligt genopbygget. Folk har skrevet til mig, at de skal have kirurgi nr. 13! De fortsætter med at få infektioner, sår, der åbner spontant, implantater, der ser underlige ud, roterer og kapsler. Og når genopbygningen går galt, siger folk, at brystkræft sucks. Men jeg er ked af at sige det, men genopbygningen er ikke brystkræft. Brystkræft sucks af mange andre årsager, TNB, stadium 4, kemoterapi og mange, mange flere ting, men genopbygningen er en samfundsmæssig norm, der ikke har noget at gøre med selve sygdommen. Genopbygning helbreder ikke kræft.

Jeg ønsker virkelig, at vi kunne ændre denne norm eller i det mindste ikke gøre det til et standardvalg at rekonstruere. At gøre valget mere synligt vil gøre det lettere at træffe en velinformeret beslutning. Det er det, jeg presser på for, og derfor fortsætter jeg med at vise mine ar, både på sociale medier og på afdelingen for brystkirurgi. Jeg ønsker, at dette valg bliver mere tilgængeligt for alle, og jeg tror, ​​at disse små små ændringer kan have en betydning.

Camp Træning 2018 - og et år som flexjobber
Jeg er min egen læge
 

Comments 1

Guest - Stine Skovbon on Mandag, 17. december 2018 20:58

Kære Trine!
Jeg har prøvet at gå ind på din side på fb - men får en fejlmeddelelse. Så nu skriver jeg her, i mangel af bedre Jeg læser litteraturhistorie på Aarhus Universitet og er i gang med en bacheloropgave, hvor jeg undersøger hvad det kan gøre for mennesker at skrive om sygdom. Jeg har lavet et spørgeskema om det, og om hvordan det er at blogge generelt, og jeg ville være meget taknemlig, hvis du ville svare på det. Så kan du finde mig på fb, og så sender jeg det til dig.
Jeg forstår selvfølgelig virkelig hvis du ikke har tid eller lyst til det – så er det naturligvis helt i orden!
Uanset hvad, håber jeg alt det bedste for dig fremover!
Mange hilsner Stine

Kære Trine! Jeg har prøvet at gå ind på din side på fb - men får en fejlmeddelelse. Så nu skriver jeg her, i mangel af bedre :) Jeg læser litteraturhistorie på Aarhus Universitet og er i gang med en bacheloropgave, hvor jeg undersøger hvad det kan gøre for mennesker at skrive om sygdom. Jeg har lavet et spørgeskema om det, og om hvordan det er at blogge generelt, og jeg ville være meget taknemlig, hvis du ville svare på det. Så kan du finde mig på fb, og så sender jeg det til dig. Jeg forstår selvfølgelig virkelig hvis du ikke har tid eller lyst til det – så er det naturligvis helt i orden! Uanset hvad, håber jeg alt det bedste for dig fremover! Mange hilsner Stine
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/