2 minutes reading time (489 words)

Skal, skal ikke …. hvis ellers det bliver en mulighed

Så dukker der en ny mulighed op – måske!

Hvilken er beskrevet i denne artikel på Propatienter.dk.

For os med emfysem og kol – en operation, der ikke lover helbredelse, men måske gør livet lettere i hverdagen.

Det er første gang, jeg hører om andet end medicin, hvor det ene kan være en anelse bedre end noget andet - men mirakuløst er det bestemt ikke.

Operationen kan give mulighed for at kunne få mere luft, at kunne – måske – klare en trappe op til 2.sal eller at gå en tur i det snarligt kommende forår.

Åh, det ville jeg så gerne kunne – jeg drømmer om at kunne trave en laaaang tur – måske ikke i topfart, men måske med ingen eller få pauser – hvor kunne det være dejligt. Jeg drømmer om ikke at være bange for at klare en trappetur til 2. sal uden at blive vildt forpustet, jeg drømmer om….. 

Jeg ved ikke, om jeg er kandidat til operationen, der er mange kriterier, der skal opfyldes, før det bliver muligt.

Når jeg læser listen tænker jeg jahhh, det ser ud som om jeg kunne komme gennem nåleøjet.

Men er jeg for gammel (66 år) ?

Tør jeg – hvordan ser det ud med bivirkninger, risiko for komplikationer, succesrate?

Nu har jeg taget første skridt – skrevet til ”mine” lungelæger og spurgt, om de vil videresende mig til Rigshospitalet, hvor det foregår – så nu afventer jeg og håber på et positivt svar og ikke mindst en henvisning til Rigshospitalet.

Apropos ….så har jeg taget en beslutning om at melde mig ud af mit træningscenter, der hvor jeg startede sidste år som erstatning for KOL-træning med andre KOL-ramte.

Jeg meldte mere og mere afbud, kunne ikke overskue at skulle suse hjem fra job og videre til træning, jeg blev ked af det, når jeg ikke kunne følge med i træningen, at der skulle tages specielle hensyn til mig.

De var så søde, vidste godt at jeg havde mine udfordringer og var søde til at anerkende, at jeg mødte op. Men følelsen indeni, det at være hende der ikke kan være med 100 procent, fyldte mere og mere, og stressen med at nå hjem og afsted igen flere gange om ugen drænede mig for energi – og pludselig var det ikke sjovt mere.

Samtidig ved jeg jo, at træning er såååå vigtigt for sådan en som mig.

Derfor har jeg besluttet at udøve stor selvjustits og træne hjemme i stuen – minimum 2 gange om ugen, nogle gange tre.

Og gennem årene har jeg efterhånden samlet en pæn samling af trænings dvd ´r, nettet er fyldt med øvelser så der er ingen undskyldning for ikke at træne.

Og indtil nu er det lykkedes så fint… og giver mig en ro og faktisk også mere mentalt overskud…. Kan jeg ikke holde skansen vrimler verden jo udenfor med alle former for træningstilbud, og så må jeg op på hesten igen…..

 

Heldet gik min vej
Året 2018 fortalt i ord
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/