2 minutes reading time (441 words)

Sygdommen uden nåde

På den igen... Med alle tankerne, frustrationerne, ked-af-det-hed følelserne, whatever.

Jeg var til kontrol på Lungeambulatoriet, og det viser endnu en nedgang i lungefunktionen, fra 36 til 33 på fire måneder.

Nåh, tænkes der måske…. Det er da ikke så galt, og der er vel en vis margen…..

Nej, men for et år siden var procenten 47…. Og fortsætter det med en sådan nedgang hvert år, så har jeg vist travlt med at få levet fuldt ud.

Galgenhumoristisk kan man vel ikke gå i nul eller minus, så udsigterne er ringe.

Jeg går derfra tudende, jeg tuder nu, hvor jeg sidder og skriver – det er så ubeskriveligt hårdt med den sygdom at vide, at selvom du gør alt det rigtige, går hver dag, træner to-tre gange om ugen, tager din medicin korrekt, så er der bare ingen nåde – det går hele tiden den forkerte vel.

”Ja, men du er så sej, du gør så meget”.

”Måske er det bare lige nu, måske går procenten op igen”.

”Måske pustede du ikke rigtigt denne gang”.

”Vi gik da en lang tur sidste weekend, det gik da så fint”.

”Vil du komme til min fødselsdag, ja…jeg ved jo godt at jeg bor på 4.sal, så...”

Ja, jeg er sej og ja, jeg arbejder stadigvæk og træner meget, fordi jeg skal. 

Nej, procenter går ikke op igen. 

Jo, jeg puster rigtigt, ellers fortæller maskinen og sygeplejersken, at det er forkert.

Ja, vi gik en lang tur sidste weekend – men at gå tur er en pligt, som gøres for lungernes skyld med mange puste pauser undervejs – og ikke som før, en dejlig fornøjelse at trave derudad…

Jeg ville gerne komme til fødselsdagen, men rædslen om, hvor vidt jeg nu magter trapperne stod vist malet i mit ansigt og jo, jeg kan tage trapperne – men fra nu og til dagen oprinder i januar, vil tankerne hver dag dukke op og kredse i mit hoved om, hvordan klarer jeg nu lige det, og kan jeg ”få lov til” at få trappen for mig selv, så jeg ikke skal udstille min åndenøds problematik.

Bliver nu snart sendt til CT-scanning for at udelukke, at der er noget, der kan fortælle om nedgangen – det vil da være dejligt, hvis det hænger sådan sammen og at det, der er, ikke er farligt, og derfor kan fjernes…

Og fint at få vished…. Men jeg tror, det er mere realistisk, at det såmænd er en simpel kendsgerning, at lungeprocenten endnu engang har taget et dyk.

Og så må jeg forsøge at være sej og håndtere det …..endnu engang.

 

Kirsten Drehn-Knudsen

18. november 2018.

 

 

 

 

Overlevelse, måske selvforkælelse eller anfald af ...
Camp Træning 2018 - og et år som flexjobber
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/