At turde sænke barren og ambitionerne

Livet tager nogle gange en drejning, som man ikke lige havde set komme – det gjorde mit liv så sandelig også, da jeg startede min cykeltræning mod målet i de franske Tour-bjerge.

Ikke, at det ikke gik godt fra starten, for det gjorde det sådan set. Men jeg blev meget hurtigt indhentet af min alt for brølende Spasme Angina-Løve. Han brølede så højt, at jeg næsten blev helt døv – i hvert fald for, hvad der foregik.

Signalerne var ellers tydelige nok, jeg kunne slet ikke holde min puls nede i det niveau, hvor hjertet ikke led overlast – hverken i hvile, men i særdeleshed i træning, og min restitution var blevet ufattelig langsom i optrækket. Jeg lå næsten konstant i en puls, som lå langt oppe i rød zone, og jeg lå der længere og længere tid for hver gang, jeg cyklede. Min maxpuls røg ofte helt op omkring de 197 pulsslag/pr min, og det belaster hjertet voldsomt.

Det skulle have fået mine alarmklokker til at ringe højt, men jeg var så fokuseret på at træne og konkurrerede med både mig selv og alle andre, så jeg bare lod ham brøle. Jeg er jo så vant til at skulle overhøre sclerosepigens signaler, så jeg blev lidt fanget af sportsidioten, som også bor i mig. Tja, til tider føler jeg mig en smule personlighedssplittet (med ALT respekt for de mennesker, som faktisk har den diagnose) med alle de forskellige karakterer, som deltager i mit spillefilmsliv.

Gode mennesker omkring mig forsøgte at råbe vagt i gevær, og jeg hørte også, hvad de sagde. Det trængte bare ikke rigtig ind. Dog blev jeg enig med mig selv og dem om, at det måske var en god ide at tage fat i Sportskardiologisk klinik, hvor jeg er tilknyttet den bedste læge på sports- og hjerteområdet. Så jeg bestilte en henvisning og fik med det samme tid til en konsultation i juni. Så længe kunne jeg ikke vente, så jeg ringede derind og bad om, at lægen ringede mig op, så jeg kunne få en forklaring. Og den kom, som Spasme Angina-Løven havde råbt, uden tøven og med en knytnæve lige i ansigtet: ”Du er i overtræning, og du har forbud mod at køre cykel i det høje tempo” lød meldingen.

Jeg fik besked på, at det godt kunne være, at kroppen kunne meget mere end som så, men at hjertet – pga. småkarssygdommen – ikke kunne følge med. At jeg var pinedød nødt til at sænke farten, så hjertet kunne følge med, hvis jeg ville gøre mig nogen som helst forhåbninger om at komme til Frankrig.

Forestil dig, hvor indebrændt jeg blev over den besked. Her havde jeg i 13 år kunne mestre Sclerose-pigen ved netop at veksle mellem at presse hende hårdt og så at samarbejde med ro. Og nu stod jeg og måtte acceptere, at min krop sagtens kunne klare presset, men at hjertet bare ikke ville samarbejde, uanset hvor meget ro jeg gav den. Fanden tage den Spasme Angina-løve, om jeg ville erkende mit nederlag og vise verden, at jeg var nødt til at køre meget, meget langsommere end alle de andre. Jeg har altid kæmpet for at bevare mig selv og aldrig delt skyggesiderne med nogen, så de kirsebær var både sure og bitre at spise. Men jeg ville for alt i verden heller ikke spolere mine drømme.

Så jeg bed følelsen af at fejle alvorligt og skammen over ikke at kunne finde ud af det selv i mig og erstattede den med viljen til at nå toppen. Jeg rakte ud i mit netværk efter træningsmakkere, som jeg vidste kunne hjælpe mig med at holde Duracell-kaninen fast i ørerne. Og jeg satte tre dage af, hvor jeg måtte cykle, så jeg fik hvile nok. Og selv om jeg var til tælling, både mentalt, men også fysisk, så rejste jeg mig ved den kantsten, jeg var væltet ved, og satte snuden i sporet efter målet. Det var bestemt ikke med min gode vilje, det var med min allermest indædte og fokuserede, at jeg trådte de første spæde pedaltråd i en ny og ikke særlig pralevenlig hastighed. Og jeg magtede næsten ikke mig selv efter hver tur, for jeg opdagede hurtigt, at lægen og alle de søde, bekymrede menneskers gode råd virkede. Jeg kørte ikke mig selv i sænk, min krop sagde ikke fra, og jeg havde overskud til at komme på plads i mine lovlige pulszoner igen.

At turde sænke barren og ambitionerne har jeg prøvet før. Jeg har kravlet mig i sneglefart mod en bedre form, da jeg fik Sclerose-Pigen i baglommen, fordi kroppen ikke kunne andet. Men jeg har aldrig på den vej måttet bide min stolthed i mig som nu. Jeg havde jo bare tidligere kravlet igennem den ene succes efter den anden ganske langsomt, men sikkert. Og nu skulle jeg starte helt forfra på noget, jeg ellers var så sikker på, at jeg mestrede til næsten perfektion. Men man skal krybe, før man kan gå, og man skal åbenbart cykle langsomt, før man kan få ham Spasme Angina-Løven til at falde til ro.

Og endelig faldt han da også til patten igen. Jeg lavede en turn around på ham, det perfekte bagholdsangreb og snød ham. Jeg øger langsomt, men sikkert og roligt både min hastighed, distancer og belastninger, når jeg cykler. Så planen virker – jeg er på vej mod bjergenes top og mit ultimative mål for 2020. Og jeg nyder hvert museskridt, jeg tager på rejsen meget bedre nu, fordi jeg kan se, at det hele giver mening.

Jeg har fundet sangen, som så fint er symbolet på den til tider lidt skizofrene tilgang, jeg møder hos mig selv – på den ene side står min personlighed, som det raske, glade, sprudlende og konkurrerende menneske, som jeg altid har været og stadig er. På den anden side står det syge menneske, som jeg er nødt til at dele livet med. Den sang kan jeg heldigvis næsten altid synge til mig selv med kærlighed i stemmen og kærlighed hjælper på alt.


Kvinde min (og helst i Lars H.U.Gs udgave)
Kvinde min jeg elsker dig
Og jeg ved du elsker mig
Og hvad der så end sker
åh la det ske
For jeg er din
Og selv om vi har skændtes tit
Og du har grædt og lidt
Når det har været slemt
Så glem det nu
For jeg er din.
Åh, jeg har huslet
Og spillet tosset
Og jeg har snydt dig ja
Og skammet mig
Og stjålet af din kærlighed
Du ved besked.
For du er stadigvæk akkurat lige så smuk
Som allerførste gang da du kyssede mig
Så inderligt
Så inderligt.
Tror du vi ska følges ad
Til livet det er slut
åh det håber jeg
Ja jeg gør ja jeg gør.
Så kvinde kom og drøm med mig
I den lange nat
Når stjernerne de funkler
Og blinker som besat

Nej, bliv ikke bange
For deres sange.
Hold bare fast i mig
Når de fortæller dig
At der er tusinde mil
Imellem dig og mig.
Nej nej
åh tro det ej

For du er stadigvæk akkurat lige så smuk
Som allerførste gang da du kyssede mig
Så inderligt
Så inderligt

Tid til vaccine og prøver
Et kapitel slutter snart
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Fredag, 3. juli 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/