Lad hende bare…

Jeg bærer min bedste ven, sclerose, på ryggen i dag, hun har føleforstyrrelser i højre fod 💙 Så bær over med hende, hvis min dag bliver lidt langsom og tung.

Sådan er det nemlig altid, når jeg har noget spændende eller vigtigt for, men det er helt okay. Hun kan ikke gøre for det, og hun gør det bestemt ikke med vilje. Det er jeg helt sikker på – måske er hun blevet bange, måske er hun alt for presset, eller måske er hun bare ked af det og har brug for omsorg.

Det er aldrig rigtig til at vide, men en ting er sikkert – det hjælper hende ikke, at jeg begynder at råbe eller skælde ud. Nedladende tanker og trusler virker som benzin på bålet. Så bliver hun bare helt forvirret og begynder at kludre det hele sammen, og så er vi lige vidt. Jeg har lært, at hvis jeg vil have en god dag ud af det alligevel, så skal jeg bære hende og drage omsorg for hende – stryge hende lidt over håret og kramme hende ekstra meget den dag. Men stadig skal jeg med bestemt og fast stemme fortælle hende, at vi er nødt til at fortsætte fremad. Vi skal ikke hverken pjække, lave overspringshandlinger eller blive trodsige. Vi kan ikke tillade os at ramme sofaen mere end for et kort hvil. Vi skal gøre præcis, som vi plejer, bare lidt langsommere og lidt mindre måske. Men vi skal holde os i gang, og hun får altså ikke lov til at bestemme noget som helst. Den opgave bestrider jeg stadig til fulde.

Men når jeg har båret hende og talt pænt og varmt til hende en hel dag, ja så hopper hun gerne af igen og holder sig i ro. Det er en aftale, som jeg godt kan få hende til at holde, men kun hvis jeg selv overholder betingelserne. Ingen skæld ud – ingen smækken med dørene eller rullen med øjnene over alt det, hun ikke kan. Hun er min følgesvend og har været det i mange år, så jeg kan lige så godt holde af hende og passe godt på hende – for hun er jo en stor del af mig.

Jeg brugte mange år på at finde løsningen på hendes gordiske knude – i begyndelsen gav jeg efter og lod hende bestemme. Lod hende lulle os hen i sengen for lige at nappe endnu en lur eller pjække fra alt og bare se fjernsyn. Og umiddelbart så det ud til at virke et kort øjeblik – hun faldt til ro, men hun fik det ikke bedre. Næste dag blev hun bare en smule mere træt og føleforstyrrelserne tog til. Så på den lange bane var det ikke en hjælp at bære hende i seng. Så forsøgte jeg at bruge pisken – ”se at komme ud over stepperne, du dovne krop” formanede jeg. Men ak, så gik hun helt i hundene, og det tog mig flere dage at samle hende op igen. Til sidst fandt jeg melodien. Jeg måtte træne mig stærk, så jeg kunne bære hende med min styrke, og jeg måtte indstille mig mentalt på at drage omsorg for hende, når hun var svag. Og så længe, vi lever side om side, mig og hende, så er jeg nødt til at være den pårørende, som tager sig af sin elskede ven. Hun bor i mig, og jeg ville aldrig undvære hende, så derfor er det min opgave at være der for hende, så snart hun har brug for mig.

Og hun belønner mig med gode dage, ekstra energi, glade smil og ved hurtigt at vende tilbage til normalen – den aftale kan jeg ikke være ked af. Vi lever i harmoni – lige indtil, hun vælger at gå i overgangsalderen og lægge ekstra kilo på mine skuldre og samtidig svede tran, selv om det er hende, som sidder der på min ryg, og mig som slæber. Så bliver hun alligevel en anelse træls at danse med - trods alt.

 

…Og så alligevel
Den aflyste rejse
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/