Kærlighed i coronaens tid

Titlen på denne blog var så nærliggende – jeg har læst ”Kærlighed i Koleraens tid” af Gabriel Garcia Márquez i mine unge dage, en fantastisk smuk og tragikomisk roman om en mand, der, i et kolera-plaget Colombia må vente 53 år, 7 måneder og 11 dage på at få den kvinde, han elsker, som der står i bogens teaser.

Ikke at det på nogen måder kan sammenlignes med vores tids coronapause. Ventetiden i dag ligner ikke tilnærmelsesvis den i bogen. Men der sker alligevel en mængde omvæltninger i vores liv den korte tid til trods.

Jeg er på ingen måde bange for at blive ramt af COVID-19 virus, jeg har min stærkeste tro på, at jeg nok skal komme igennem det, når den rammer. Præcis på samme måde, som jeg aldrig har været bange for Sclerose-Pigen eller Spasme Angina-Løven – de har givet mig styrker og vilje og mod. Men jeg er bange for, hvilke konsekvenser COVID-19 medfører for mig som menneske. De altoverskyggende tab som isolation og afstand gør for mig, kender jeg ikke helt omfanget af endnu, og jeg er for første gang i mit voksne liv rigtig bange for, at jeg mister noget vigtigt i den her periode.

Jeg mærkede coronaens indtog rimelig hurtigt, for mine muligheder for at træne blev ramt stort set fra starten af sygdommens indtog.  Det skar lige tre arbejdsdage ud af kalenderen med et trylleslag. Og mine dejlige bikehold stod pludselig helt stille og mennesketomme. Samtidig med at min egen træning forsvandt, forsvandt min struktur i hverdagen også fra den ene dag til den anden. Det, som holdt mig til ilden, det som gav mig blod på tanden til at fortsætte selv på de dårlige dage. Og jeg fandt mig selv tilbage i overspringshandlingens klamme tag. Alting blev til i morgen, mens jeg skubbede opstarten af min træning foran mig hen i det uvisse. Styrketræningen led et alvorligt knæk, som jeg først samler op nu. Jo jo, jeg byttede mine timer i sadlen som instruktør ud med timer i sadlen på landevejen, men jeg kæmpede med at få strukturen på plads, for der var pludselige vejrforhold at tage hensyn til, manglende udstyr og alenekørsel på programmet.  Som I måske har læse i mit tidligere blogindlæg, har jeg fået styr på den del nu. Men det krævede en kæmpe indsats at finde tilbage.

Så ramte coronaen min undervisning, det skar lige to gange undervisningsuger ud og et helt kursus. Jeg mistede kontakten til mine kursister og dermed røg følelsen af at nytte noget for andre. Jeg trives rigtig godt med at kunne fokusere på at hjælpe andre, som har en masse at slås med. At give dem værktøjer til at håndtere deres udfordringer og se dem blomstre, som ugerne i kurset skrider frem. Jeg føler mig i den grad nyttig og til gavn, når jeg ser at de glade, går ud ad døren den sidste kursusgang. Det faktum, at jeg har fået formidlet budskaberne korrekt og til gavn for mennesker, som havde brug for det, er så glædeligt og giver mig så meget varme indeni. Det kan jeg leve højt på i mange uger efter.

Min isolation gjorde også, at den daglige kontakt med mine venner, bekendte, familie og veninder forsvandt. Jeg er en vanvittig stor selskabspapegøje, som elsker at have mennesker omkring mig. Jeg har været vant til at have mange, rigtig dejlige mennesker i min nærhed – det har været min sikreste måde at få talt om hverdagens små og store problemer godt igennem på, så ikke de kom til at fylde for meget. Så jeg kunne regulere min stress og dermed min sygdomme. Min omgangskreds har fyldt mig med hver deres skønne input og perspektiv. De har givet mig en kæmpe selvreflektionsmulighed. Og de har kunnet kramme mig, når jeg var frustreret og ked af det hele. De har kunne få mig til at grine og glemme, når det har været hårdt. Og de har hjulpet mig til at finde tilbage til mit udgangspunkt med deres altid ærlige svar.

Afstanden, vi er tvunget ud i, gør noget ved mennesker – den ændrer os, måske for altid. Det er bestemt ikke kun mig, som døjer med isolationen, jeg ser det alle vegne. Jeg ser en afmatning i folks drive, og jeg har oplevet den afmatning på egen person i allerhøjeste grad. Den skaber afmægtighed, den stjæler håbet og bringer folk så meget ud af vante rutiner, at det har truet med at skabe kaos. Den får os til at tage beslutninger, som skal dulme den afmagt, som rammer. Eller også får den os til at miste motivationen, livsgnisten og gøre folk sure, bitre og vrede. Hvis ikke folk tager det mørke humør på, så ser jeg, at de iklæder sig den der overdrevne, super optimistiske tilgang, hvor man mærker panikken lure lige nedenunder, og deres budskaber bliver lidt skabagtige. Afmagten skaber angst for at fejle og miste, men allerværst, så skaber den angst for at dele kærlighed. Vi tør eller kan ikke omfavne og kysse hinanden mere. Jeg savner de dybe kram og det at kunne kysse mine medmennesker så meget, at det gør helt ondt inden i. Og hvor ender vi henne, hvis ikke vi bevarer kærligheden?

For første gang i mange, mange år har jeg følt mig alene i verden, ikke nødvendigvis ensom, bare HELT alene – jeg er ikke bange for at blive syg, jeg er bange for at miste mig selv. Og jeg er allermest bange for, at jeg ved den tvungne afstand, vi skal holde, mister mennesker, som jeg for alt i verden ikke vil miste.

Så jeg håber af hele mit hjerte, at når vi forhåbentlig snart genåbner, og alt bliver normaliseret, så står vi tilbage med en dyb kærlighed til dem, vi holder af og elsker. At vi ser hinandens værdier og egenskaber i det smukkeste klar lys. At ingen glemmer at værdsætte de gode ting og den kærlighed, de mennesker, vi har i vores liv, giver os. Jeg drømmer om den dag og strækker mig på tåspidserne efter håbet om, at jeg ikke tabte de dyrebareste på den rejse.

Men mit mål om at nå stjernerne på toppen af bjerget forbliver intakt – med eller uden. Min træning er igen blevet mit stærkeste kort på vej ud af det her morads. Jeg mister aldrig håbet, og jeg vælger at gå efter min sejr med faste, fokuserede skridt. Vil du med?

Isolation
Tid til vaccine og prøver
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Fredag, 3. juli 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/