K og K - kærligheden og kronisk sygdom

Da jeg tilbage i 2011 blev diagnosticeret, gik der ikke lang tid, før jeg fandt et langdistance forhold.

Jeg var ikke selv klar over mine udfordringer og SLET IKKE klar over, hvad sclerosen bød mig i tide og utide. Til STOR frustration for ikke mindst min daværende partner, men SÅ SANDELIG også mig selv.

Det forhold holdte i 1.5 år, og jeg blev mere og mere syg. Det var et kaotisk forhold til en psykisk syg mand, der bla. indebar, at han var meget jaloux og havde en meget udadreagerende adfærd. Da jeg derefter var blevet alene , var jeg nødsaget til at tage vare på mig selv.

Der var ikke noget støtte fra min eksmand i forhold til min sygdom, hvilket gjorde, at jeg selv måtte håndtere mine udfordringer og begrænsninger overfor min søn.

Grundet 14 meget turbulente år efter min skilsmisse til min søns far og virkelige urimelige vilkår, måtte jeg i 2017 opsige mit samkvem til min søn. Jeg ser ham ikke mere....... ( min egen historie omkring alt dette er på nuværende tidspunkt på tegnebrættet til min bog, jeg håber at kunne udgive i 2019).

Da jeg "opgav min søn" var jeg fast besluttet på, at jeg aldrig skulle mærke og føle kærlighed igen. Tanken om at miste igen gjorde mig MEGET ked af det, trist og sårbar, så hellere være alene.
Efter næsten syv år som single skulle julen 2018 blive noget anderledes.

Jeg møder min nuværende kæreste helt tilfældigt, og efter ca. 14 dages skriverier frem og tilbage, møder vi hinanden. Og har været sammen siden (hvilket nu er tre måneder) .

I mine syv år som single, har jeg været på meget få dates, og tit og ofte blev disse skriverier ikke til mere end skriv... Jeg har oplevet, at folk har trukket sig ved ordene "sclerose" og "kronisk sygdom". Om det er uvisheden eller berøringsangst skal være usagt, men jeg har aldrig lagt skjul på, at det er mig og en del af mig for livstid.

Men jeg måtte fortælle mine forældre juleaften 2018, at jeg var blevet forelsket. At jeg ikke troede, at det var muligt at finde og mærke kærligheden igen. Det giver mig tårer i øjnene dagligt af ren glæde nu, at jeg faktisk har min kæreste. Han fejede i den grad benene væk under mig fra dag 1. Den følelse igen at blive elsket og holdt af, at mærke kærligheden og tosomheden, gør mig så glad og lykkelig!!!!

Min kæreste er bekendt med sclerosen fra hans omgangskreds, og han er IKKE gået sin vej. Som han sagde til en svigerinde: Det skræmte ham ikke, han levede og lever i nuet og elsker mig for den, jeg er. Trods mine særheder, mine udfordringer til tider, min krøllede hjerne, der er hullet som en si, når det gælder at huske, ja så smiler han bare og holder om mig, mens han siger: Det er jo en del af din charme, og jeg elsker dig for det.... 

Vi dyrker ikke snakkene omkring sclerosen, jeg pipper engang imellem, og så er der fuld forståelse og respekt.

Så fra et lukket hjerte til et yderst åbent hjerte og sind, er jeg mere end lykkelig og super glad.

Vi har planlagt sommerhus i en uge med hans to børn, for som han siger: Du trænger til at slappe lidt af og lave ingenting, det vil jeg gerne give dig. Og ydermere har vi planlagt to ugers ferie sammen helt alene uden børn. Til sol - strand og varme sydpå til det sene efterår.

Kan jeg bede om mere?

Så selvom jeg er kronisk syg, udfordret, har en meget skematisk hverdag og livsstil, skulle lykken altså også tilfalde mig. Jeg er yderst taknemmelig og pakker alle fordomme væk. FOR med kronisk sygdom må vi også opleve kærligheden trods vores udfordringer....

Kontrol, følelser og dødedans
At rejse er at leve – men også udfordrende ...
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Mandag, 3. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/