3 minutes reading time (669 words)

Hvad skal der ske nu?

I går blev en skelsættende dag i mit liv. Ikke uventet, men alligevel. Skulle have en sygefraværssamtale med min leder, da jeg nu har været sygemeldt i lang tid pga. operationen.

Men lige pludselig handler det jo ikke om at tale forventet estimat af fravær i forhold til operation – lige pludselig er en ny fjende, corona, dukket op, som også skal italesættes i forhold til at kunne arbejde igen.

Jeg kendte datoen for samtalen og havde derfor inden taget kontakt til min lungelæge på Hvidovre for at høre, hvad hans bud er.

Operationen er nu to måneder siden, det går langsomt fremad, niveau som før operationen, men det har jo ikke været muligt at være til kontrol og få foretaget de målinger, der kunne vise nye resultater. Jeg selv er målestation, jeg træner hver dag, det går fint, jeg går min ene km. frem og tilbage i hjemmet og forbedrer min tid, jeg laver lidt havearbejde og passer hjemmet, som jeg nu kan med de pauser, der er brug for i en stille hverdag – mens udendørs gang stadig er en stor udfordring, desværre – det var jo ellers min drøm at blive bedre til det.

Men i princippet kan jeg raskmeldes medio maj.

I forhold til at arbejde og til corona skrev min lungelæge, at mindst tre måneder, måske mere, ville jeg skulle have fravær pga. corona fordi :

…..” din risiko for at blive alvorligt syg hvis du bliver smittet er betydelig forhøjet selv om vi ikke kan give præcise estimater, men da din reservekapacitet er meget begrænset vil det ramme dig hårdt og det vil være uforsvarligt at sende dig tilbage på arbejdsmarkedet med kontakt til klienter og kolleger……..”

”Du må prioritere dit helbred og meddele, at der vil gå adskillige måneder, forventeligt til den anden side af sommerferien, inden du måske kan vende tilbage til en form for job”.

Og de ord slog mig, på egne vegne, på alle os lungesyges vegne, for det er jo netop sagens kerne, at vores reservekapacitet er så lav, corona rammer lungerne hårdt – så vi skal bare undgå denne sygdom.

Indtil nu har vi så herhjemme levet isoleret, fået varer bragt og følt os rimelig sikre og trygge.

Men min mand er selvstændig kørelærer og har ligget stille, men så blev der åbnet for hans erhverv.

I mine øjne komplet uansvarligt, man sidder med meget lille afstand i en skolevogn, som måske ikke engang er fire m2, man sidder ofte 1,5 time med samme elev, oftest unge mennesker, som ikke er så vagtsomme i forhold til corona. Kørelæreren skal kunne gribe ind og tage fat i rattet, eleven skal orientere sig over højre skulder, før man drejer (ak ja - længe siden jeg lærte det) og så videre.

Han har valgt sammen med de kørelærere, der er tilknyttet hans forretning, at vente med at starte til 10. maj – men det er jo at skyde problemerne foran sig.

Jeg har talt med coronalinien, og det duer bare ikke, vi bor sammen, det er alt for risikabelt, uanset mange forholdsregler, at opretholde en sikker zone med min mand som potentiel smittebærer.

Og der er jo også masser af økonomi forbundet med det, så hvor længe kan vi klare det?

Jeg har grædt og græder – jeg er så bange for at få corona – og lige nu er løsningen, at han fået tilbudt at låne et sommerhus nordpå…. 

Og hvad er det for et dilemma, jeg sætter ham i?

Skyldfølelse over at være til besvær.

Jeg har grædt og græder, fordi jeg synes, at det er så svært med den tanke, at der måske skal gå måneder, før vi kan leve sammen igen….

Jeg har grædt og græder, fordi det simpelthen er så uoverskueligt det hele, hvor længe skal det vare – snakker vi år, som er blevet nævnt….og dør jeg, hvis jeg bliver smittet?

Med hensyn til job blev dagen skelsættende, fordi jeg ikke skal tilbage på arbejdsmarkedet. Fagforeningen er inde over, og der arbejdes på en fratrædelsesordning. 

April var ikke en aprilsnar
På en skala fra 1 til 10, hvor 10 er bedst...
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Fredag, 3. juli 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/