Torben Nielsen, stomist og impotent

4 minutes reading time (726 words)

”Frikendt” – endnu en gang!

Så gik der endnu et år fra sidste kontrolscanning, og i starten af februar traskede jeg igen, igen ned i den triste kælder på Bispebjerg Hospital for at blive scannet.

Denne gang var det på min egen foranledning, da jeg i november 2019 mærkede ”noget underligt” - mærkede ”noget”, som jeg ikke tidligere havde mærket.

November måned 2019 drev ud af mit liv, ligesom alle andre måneder før den – en lang, mørk og ikke specielt larmende måned, der som en brise slængede sig uvirksomt hen over mit liv og gled langsomt ud mod glemslen. Med et lille forpustet vindstød der fik min opmærksomhed taggede november min krop, så jeg et øjeblik standsede op og mærkede efter. Hva’ var nu dét?

En uvant følelse gjorde sig bemærket lige der, hvor mit haleben engang sad, og jeg studsede over, hvad denne følelse ville mig. Det var ikke en smerte, ikke noget der gjorde ondt som sådan, men en smule ubehag eller hvad jeg nu skal kalde det – ikke noget jeg fandt alarmerende.

Mit liv gik videre, og november gled bagud, dag for dag. Hmmmm – gad vide, hvad der sker deromme? Endnu en dag med den smule ubehag og jeg blev mere opmærksom.

Gad vide hvorfor jeg mærker disse ”trækninger” – er det mon ”fantomsmerter”?

Dagene dryssede ud som sandet i et timeglas, og november blev afløst af december, som med sin juletravlhed forvandlede den stille novemberbrise til en kuling, der ikke lod noget tilbage at ønske i forhold til en booket kalender – I kender det, ikk’?

Det er sgu da noget underligt noget, hva’ fanden sker der for det?

Den mindre ubehagelige følelse omkring det sted, hvor mit haleben havde siddet, bredte sig ud i mine balder, og jeg mærkede dette ubehag flere gange om dagen nogle dage.

Tankerne fandt gennem den snørklede labyrint af mylder om dagligdagen, arbejde, parforhold, selvudvikling, kræftforening, børn og hvad har vi – gennem labyrinten og ud i kræftens mørke.

For helvede, Nielsen – gad vide om det er kræften, der spreder sig?

Frygten begyndte så småt sit indtog i min krop og ikke mindst i mit sind. Den baskede rundt som en sommerfugl i sommervinden uden retning, uden formål og uden bamhjertighed – den kom stille og dryssede sine frygtsomme pollen ud over mit indre og formerede sig i et ufatteligt tempo.

Det var ikke så meget frygten for selve kræften – i dag ved jeg helt utroligt meget mere end sidst, jeg blev kontronteret med kræften, og hvis den virkelig havde lyst til at stikke sit grimme, ulækre og afskyelige fjæs frem i mit liv igen, ville den få sådan én på sinkadusen, at den aldrig mere turde titte frem. Jeg ér forberedt og helt klar til kamp!

Det var frygten for at fortælle mine elskede om de bange anelser. Frygten for at se deres smerte over at høre mine uønskede ord – frygten for deres reaktion, for deres bekymringer og frygten for, at jég ikke havde styrken til at rumme alt det…endnu en gang!

Jeg har brug for, at Cirklen giver mig feedback, fra hjertet til hjertet!

Jeg sad i min mandegruppe, trygt i Cirklen blandt otte kærlige, ærlige og gode mænd den mandag, hvor jeg lagde min frygt og bekymring ind i Cirklen. Jeg fik, hvad jeg bad om, og endnu en gang viste Cirklen sin umådelige visdom og styrke – den fjernede min frygt som ved et trylleslag, og jeg gik hjem til mine elskede og fortalte om mine bekymringer.

Jeg hár bedt om en scanning, den er planlagt, og jeg skal møde på Bispebjerg den 3. februar.

Der var stor opbakning fra mine elskede, og vi kunne sammen rumme alle vores bekymringer, så ingen stod alene – det føles vidunderligt at stå sammen i bekymringernes mudder med bare fødder.

Der er e-post fra Region Hovedstaden tikkede det ind i e-boks forleden dag. Jeg åbnede roligt og læste:

 

Hej Torben,

Der er ingen tegn på recidiv.

Hilsen

Morten, Overlæge

 

Jeg er lykkelig over, at jeg slap frygten og kunne dele min bekymring med mine elskede, og det er uendeligt dejligt, at min bekymring viste at være noget, som bor i mig. Nu kan jeg lade månederne glide ud af mit liv igen og bare fokusere på at leve i dem.

Tak Morten, fordi dú er min læge, og fordi du lytter til min bekymring.

”Det sku være så godt ...”
Hvornår er nok nok?
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Fredag, 3. juli 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/