Mit liv med brystkræft

3 minutes reading time (653 words)

Forslået, men ikke slået

Jeg tænker ikke længere dagligt på, at jeg har haft kræft. På et eller andet tidspunkt i det seneste halve år er jeg stoppet med at identificere mig selv som kræftpatient. Jeg har ikke engang været bevidst om, at det skete, men forskellen er stor. Det samme er lettelsen.

Mit ar er simpelthen blevet en smuk del af mig og har næsten ikke længere en forbindelse til min kræftsygdom. Jeg lever, som om det aldrig er sket, mest af alt travl og glad.

Men de seneste måneder har jeg været påvirket af nyheden om, at flere af mine venners kræft har spredt sig, og en ven, som jeg lærte at kende for godt et halvt år siden gennem en gruppe, som advokerer for en flad mulighed efter brystkræftoperation, døde sidst i november. Det er en reel risiko for alle, der har haft kræft, noget vi alle er bange for, og det rammer mig hver gang. Statistisk får en ud af tre brystkræftpatienter stadie 4-kræft, som der lige nu ikke er en kur for.

Kræftens dilemma er, at du risikerer at blive så bange for at dø, at du holder op med at leve.

Men at gøre det modsatte er helt afgørende. Så for enhver nyhed om et tilbagefald eller en kamp, som er slut, er vi alle forpligtet til at leve vores liv endnu mere intenst. Sådan, at hvis det øjeblik skulle komme, at vi selv får de forfærdelige nyheder, ja, har vi allerede levet alt, hvad vi kunne.

Det er lige så vigtigt ikke at gå ned på, at vi ikke ser ud, som vi plejede eller have det dårligt med arrede kroppe og ikke at leve op til skønhedsnormerne.

Vi kan ikke tillade, at usikkerheder blokerer for et godt og fuldt liv. Du er så meget mere værd end det. Husk, at din krop er perfekt, som den er, af den grund, at den er din, og at den bærer dig rundt i verden.

Jeg og andre mennesker, som offentligt viser vores ar får at vide, at vi er modige, men jeg føler mig ikke modig ved at vise min krop, sådan som den ser ud for mig hver dag. Det er normerne, som er syge. Det er sygt at fortælle folk, at man ikke skal vise sig selv frem, med mindre man er "perfekt".

Er du modig, hvis du viser, at du er arret, fed, uden bryster eller forskellig på andre måder? Det synes jeg ikke. Det er din ret at blive accepteret, lige meget hvordan du ser ud. Og jo mere vi viser, hvordan vi ser ud, jo mere støtter vi andre mennesker og deres unikke udseende.

Så jeg er stolt over, at jeg nu bidrager til flere projekter, som fejrer kropstilfredshed:

  • Et fotoprojekt med “Sex og Samfund”, der samler undervisningsmateriale (måske en bog, hvis de kan skaffe finansiering) af nøgne kroppe af alle typer. Målet er at vise børn rigtige kroppe af alle slags, så jeg mente, at en tidligere brystkræftpatient skulle være repræsenteret i materialet. Billederne og projektet vil forhåbentlig komme ud i foråret.
  • Jeg har endelig underskrevet de juridiske dokumenter, så Rigshospitalet kan bruge billeder af min flade rekonstruktion til at vise fremtidige patienter, så de kan få en ide om, hvordan deres egen rekonstruktion kunne se ud - og dermed ændre procedurerne helt, så det ikke kun er billeder af rekonstruktioner udført af plastikkirurgen, som bliver vist.
  • At få mit billede med blandt mange andre på det nye projekt "Flat Closure Now" for at hjælpe kvinder over hele verden til at se det flade valg som et gyldigt og godt valg og samtidig vise, at mange kvinder rent faktisk lever lykkeligt med dette valg.
  • Og endelig være model for fotograf Anne Marie og hendes eksamensprojekt om temaportrætter. Hun ville tage billeder af mig og to andre kræftpatienter for at vise, at skønhed ikke kun ligger i normen, men at vi er alle smukke, uanset hvad.

 

At rejse er at leve – men også udfordrende ...
Første gang på Pippi måden
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/