2 minutes reading time (488 words)

Et kapitel slutter snart

Så blev det aftalt og afgjort, at jeg stopper på arbejdsmarkedet med udgangen af september.

En underlig følelse, en underlig måde at stoppe på – men sådan må det være ”takket” være coronasmittefaren.

Er i kontakt med flere kolleger, som er smittede – så nej, den arbejdsplads kan jeg ikke komme på mere – og det har jo så lange udsigter med at kunne sige, at nu er faren drevet over.

Vemodigt at sige farvel uden at kunne sige fysisk farvel til nogle uovertrufne vidunderlige kolleger, som i den grad stiller op og passer vores ældre, meget syge medborgere – de fortjener stjernedrys, lønforhøjelser, anerkendelser … alt godt.

Vemodigt og underligt at skulle aflevere nøglen gennem en postkasse og sige tak for nu.

Så nu er der tid til tanker og overvejelser om et pensionistlivs indhold… og måske et lille regnestykke: Hvad er godt, og hvad er mindre godt ved at træde ind i det liv?

Dejligt ikke at skulle op om morgenen og afsted – men at finde min egen morgenrytme.

Dejligt at få mindre angst, måske ingen, i forhold til det at klare dagen, en angst som fyldte den sidste tid på arbejdet med dårlige dage med åndenød og umanerlig træthed, når jeg kom hjem.

Dejligt at kunne deltage i KOL-kor, når det bliver muligt igen – det har jeg ikke kunnet pga. af job.

Dejligt at kunne afsætte tid til samvær med mine børnebørn – den sidst ankomne er knap 14 dage gammel – så vil nyde at kunne besøge til en kop kaffe.

Dejligt at kunne mødes med veninder i dagtimerne - hvor energi og overskud er højere.

Dejligt at kunne træne hver dag, som jeg gør nu. Hvor det før var en pestilens at tage mig sammen efter arbejde, gør jeg det med stor lyst i dag – også fordi jeg ved, at det er det bedste, jeg overhovedet kan gøre for mig selv med den sygdom.

Dejligt at kunne nusse i haven uden at føle travlhed.

Der er rigtig meget, der er dejligt, når jeg tænker det igennem, og det er en god følelse.

Uden tvivl kommer jeg til at savne det kollegiale, det daglige grin, det daglige frokostsamvær, den faglige udfordring, den faglige sparring, de fantastiske borgere med alle deres historier fra et langt liv - og lønnen fremfor pensionen :-(

Men klapper mig selv på skulderen og tænker, at jeg på trods af mine lungemæssige udfordringer har formået at blive ved til nu, hvor jeg er 67 år og kan tænke tilbage på et godt arbejdsliv fyldt med stor faglighed.

Måske operationen ikke har givet den helt store effekt, men det at kunne træne hver dag, at gå min travetur inden døre er uden tvivl noget, der under alle omstændigheder er kommet mig til gode – også mindre træthed – men jeg er da spændt på at høre hvad kontrol besøget viser – om end det først er februar 2021.

 

At turde sænke barren og ambitionerne
April var ikke en aprilsnar
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Fredag, 3. juli 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/