3 minutes reading time (535 words)

En af de morgener...

Hvor jeg er ked af det, hvor tårerne lige så stille fylder øjnene med vand…..

Men måske det bare er et anfald af selvmedlidenhed?

Jeg har svært ved at komme mig denne gang efter en lungebetændelse - eller exacerbation, som det kaldes, når man er emfysem/kol ramt.

Jeg er træt, træt, træt, har ondt i brystet, er kortåndet og synes ikke, at jeg rigtig kommer mig efter behandling med det ene og det andet.

Har været sygemeldt i et par uger nu – nu påske de næste dage med dejligt vejr og solskin.

Påskefrokost med familien i dag, hvor det er annonceret, at vi skal spise ude…åh, tænker jeg straks med nej-hatten på…. Tør jeg det, kan jeg det, skal jeg melde afbud……? 

Haven derude, som jeg ikke magter, kalder på en kærlig havehånd til at fjerne ukrudt, til at rive og alt det andet….

Jeg kan bare ikke, fordi jeg bliver så forpustet.

Kommer til at tænke på min gamle mor, som er død for mange år siden, og hendes smukke have, som hun elskede at være i.

De sidste mange år kunne hun ikke holde den, og jeg ved, det pinte hende, som det piner mig nu….

Men måske igen…. selvmedlidenhed, jeg kan jo bare få sået græs over det hele, næsten…..Jeg har jo en mand, der gerne slår det.

Men – selvmedlidenhed eller ej – er det jo ikke den have, hun gerne ville have, jeg gerne vil have.

Og så kan hun, hvis ellers hun var her, og jeg i øvrigt slå os selv oven i hovedet med, at vi har været rygere – den gamle tese om, at det jo er lidt selvforskyldt.

I går ved aftensmaden fortalte jeg min mand om en forhenværende kollega på min alder, som er i Spanien for at gå Camino´en.

Så godt gået!!!

Min mand får sagt, at det kan han også godt tænke sig.

Jeg forstår ham så inderligt, det kan jeg også – men jeg kan ikke og kommer ikke til at kunne det.

Jeg får sagt, at det jo ikke bliver med mig, og at han må finde nogle andre at gennemføre det med, og at vores liv jo nok er sådan, at han må vælge de ting, han drømmer om og gerne vil og gøre dem sammen med andre.

Det ved han godt – men det er jo ikke det samme, siger han.

Men hvem skal de andre være… og hvordan gør man så lige det?

Det kræver nytænkning, det kræver mod at finde de nye og anderledes veje.

Og jeg, jeg sidder og bliver så ked af det med følelsen af at begrænse hans liv – ligeså vel som sygdom begrænser mit – og den der gråd, der presser sig på bag øjnene er så svær at skjule.

Er det selvmedlidenhed eller er det sorg over ikke at kunne det, man gerne vil?

Bør jeg skamme mig og tænke positivt over alle de ting, jeg jo kan i forhold til  andre, som har det meget værre end jeg?

Er det ren egoisme? 

Jeg ved det ikke, men ved bare, at selv om himlen er blå, vejret er smukt og solen skinner, så er det bare en af de morgener……..

 

 

 

Kom med og gå 16000 skridt til fordel for sclerose
Hvor kommer de spilleregler fra? Hvor er sygdommen...
 

Comments 1

Guest - Karen Bagger on Torsdag, 25. april 2019 16:45

Kære Kirsten.
Jeg krydser fingre for dig, og håber at du bliver kandidat til behandling på Rigshospitalet.
Jeg sender dig en kæmpepose fyldt med varme knus ??? og kærlige tanker. Bare brug løs af posen, jeg fylder gerne op igen.
Knus Karen ???

Kære Kirsten. Jeg krydser fingre for dig, og håber at du bliver kandidat til behandling på Rigshospitalet. Jeg sender dig en kæmpepose fyldt med varme knus ??? og kærlige tanker. Bare brug løs af posen, jeg fylder gerne op igen. Knus Karen ???
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/