3 minutes reading time (597 words)

”Det sku være så godt ...”

Og så er det faktisk skidt.

Sangen om Larsen.

Sådan er det lige nu, og jeg ber´ til, at det snart bliver anderledes.

På torsdag er der gået tre uger siden min lungevolumenreducerende operaration – og i dag har jeg bare mega store tudedag – fordi det faktisk er ret så skidt.

Operationen er lykkedes fint, siger de, efterfølgende 12 dages indlæggelse har været mega hårdt jeg fik voldsom tør irritationshoste, jeg fik forhøjede infektionstal, jeg fik feber.

Jeg fik det, man kalder subcutant emfysem, hvilket betyder, at der er en masse luft under huden, mit ansigt og hals gik på et tidspunkt ud i et, helt hævet i højre operationsside – og det tager tid, før det forsvinder, men er dog langt bedre nu.

Smerter har været peace of cake.

Alt sammen er det jo forbigående, men jeg har også fået en voldsom åndenød – ja, nuvel - kender det jo så godt fra før operationen – men slet ikke i den voldsomme grad, det er nu.

Jeg kan ikke gå i bad, har ikke luft til det, jeg må sidde ned og tage tøj af og på, jeg må holde pauser konstant – ville egentlig gerne til lægen og blive lyttet på, men kan ikke magte turen derhen fra min bil til konsultation.

Tålmod, sagde de på hospitalet, der kan gå op til to-tre måneder – men det er komplet uforståeligt for mig, at jeg har det værre end før operationen – jeg føler mig som en træt 100-årig.

Har ”talt” med to andre, som ikke er/har været ramt af samme åndenødsproblematik som jeg – og det gør mig nervøs.

Der blev skrevet, at 50 procent får det væsentligt bedre, 25 procent lidt bedre og hos 25 procent vil det være uforandret. Jeg vil ikke være den, der skal lave en nyt tema, der hedder "dem, der fik det værre" – det kan jeg simpelthen slet ikke rumme: Det gør mig SÅ bange, det gør mig SÅ ked af det, det gør, at jeg er så tudevorn i dag.

Træning skal der til, siger de. Jeg gjorde det bedste, jeg kunne i går. Langt fra den standard, jeg har trænet inden operationen – føler jeg er en svag nybegynder, men jeg kom i gang og vil også gennemføre i dag - måske i små tempi, men det skal til.

De skrev på udskrivelsespapirerne, at får man forværret åndenød efter udskrivelsen, skal man gå til egen læge og blive tjekket for, om der kan være væske eller måske en lungebetændelse.

Det er ikke blevet værre, men absolut heller ikke blevet bedre – men nu har jeg en aftale med min læge om, at jeg kommer på mandag, bliver lyttet på, får fjernet tråde, som bider lidt – og bliver det værre, må jeg selvfølgelig få en tid før.

Min stakkels mand er også enormt påvirket af det – han er observerende, han sover ikke så godt om natten, fordi han holder øje med mig, udover at han også passer sit arbejde.

Dyb taknemmelighed til ham, han er enestående.

Jeg vil absolut ikke skræmme dem, som afventer denne operation.

Succesraten ER stor, og måske er jeg bare en langsom starter, før jeg også får min fremgang – og ja, det er en stor operation og ja, tålmodighed er ikke min bedste ven, så må i morgen, i overmorgen og følgende dage bare blive de dage, hvor jeg siger yes!

Og så lige den største ros man kan give personalet på Riget afd. 3152, de er uovertrufne, tålmodige, omsorgsfulde og meget faglige velfunderede – hatten af for dem.

 

 

Om at være et ukompliceret, kompliceret menneske…
”Frikendt” – endnu en gang!
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Fredag, 3. juli 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/