3 minutes reading time (510 words)

At rejse er at leve – men også udfordrende ...

Vinterturen gik til Gran Canaria i januar med drømme om ”lange” gåture (alt er relativt ;-)) i et behageligt lunt klima – som burde være nemmere i det klima.

Hotellet ligger lige ud til vandet med en lang strandpromenade,velegnet til en lang gåtur efter morgenmaden – det, som vi holder så meget af, og som vi har kunnet sammen de sidste år – selvom mine lunger ”driller”.

Flybilletten bestilles med plads nede ved toiletterne mod ekstra betaling, så jeg ikke skal gå i midtergangen, for luften er jo altid tyndere oppe i et fly.

Denne gang fik jeg et åndenødsanfald på vej ud til toilettet, men klarede det, fordi afstand var så kort – men skrækken sidder der til næste besøg.

Vel installeret på hotel og klar til den første tur på strandpromenaden – 18 grader, behageligt vejr.

Efter 20 meter må jeg stoppe og hive efter vejret.

Begyndervanskeligheder?

20 meter igen, ny pause … og så fremdeles.

Min mand er engletålmodig, venter til jeg kan igen – nye 20 meter…

Jeg er bundulykkelig, dybt frustreret og har så svært ved at håndtere det. Efter 15 minutter vender vi om – og bare trappen op til hotellet med 8 trin er en udfordring.

Vi taler ikke om det – jeg taler meget om det, men mest bare ud i luften.

Næste morgen med nyt forsøg.

Alle de tanker der løber gennem hovedet på bare det første minut: Kan jeg? Nej, jeg kan ikke! Det blæser, modvind! Der er en stigning, og derhenne er der også en stigning! Jeg må vende om! Min mand må gå alene ... og så videre.

”Vi tager det bare roligt,” siger min venlige mand… så endnu en tur med uendelig mange stop undervejs, og jeg hader hader, hader det.

Det, som skulle være scoopet på turen, bliver nu mareridtet-om end vi forsøger hver eneste dag, uden at det bliver ret meget anderledes eller bedre. Jeg opfordrer min mand til at gå nogle ture alene, men han er svær at overtale – dog gør han det nogle dage, fordi det jo også er hans mål for ferien at få rørt sig på nogle gode gåture.

Det, som også gør ondt er, at sidste år gik det bedre, så at sygdommen er på nedadgående kurve mærkes.

Jeg bliver selvfølgelig også ældre...

Nuvel, hjemme igen – frustrationerne, sørgmodigheden, angsten og opgivelsen er kommet lidt på afstand - og hamsterhjulet kører igen for os begge.

Vi taler ikke om det – jeg har besluttet mig for at forsøge at tale mindre om min sygdom... det er jo svært nok for ham at være begrænset, at være pårørende til sådan en som mig.

Nu håber jeg så på at være så heldig at komme igennem nåleøjet til en operation, der jo på ingen måde helbreder, men måske kunne give bare lidt mere luft til gåturene langs havet, som ellers er så dejlige.

Men det har selvfølgelig også været dejligt at være afsted, at se mandeltræerne blomstre på bjergskråningerne, at være arbejdsfri, at nyde hinanden, god mad og god vin ...

K og K - kærligheden og kronisk sygdom
Forslået, men ikke slået
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Tirsdag, 11. august 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/