2 minutes reading time (454 words)

At holde modet oppe...

...er svært.

Nu er der gået tre uger siden min operation og det, der er så mega frustrerende er, at jeg er dårligere fungerende end inden operationen.

Havde det været status quo, og jeg så langsomt derefter kunne mærke bare en lille fremgang, ville det være nemmere at håndtere – men det at være banket tilbage er svært.

Dog er det da gået en smule fremad. Jeg tør og kan brusebade nu, i går skinnede solen, og det var vindstille, og jeg vovede mig ud for første gang på en mini gåtur på måske en halv kilometer og med en gennemsnitspuls på 110, målt på mit ur, som registrerer træning og bevægelse – men jeg gik da.

Og ellers har jeg trænet hver eneste dag herhjemme – fundet forskellige programmer på nettet – en del lungetrænings programmer, som før operationen var for nemme for mig. Nu trækker det tænder ud.

Jeg tænkte i går, at nu måtte jeg prøve en af mine trænings dvd´er som jeg brugte før operationen og nej, det kunne jeg slet ikke gennemføre, og så er det mismod, afmagt og ked-af-det-hed, som tårner sig op inde i mig – kaos, der er svært at håndtere.

Senere på dagen gik jeg ”løvegang” – vandrer frem og tilbage i huset - minimum ½ km pr. tur– og gerne flere gange dagligt.

Til sidst er jeg helt udmattet.

Besluttede mig derfor at ringe til Rigshospitalet i dag for at høre, om det virkelig er sådan – at man bliver sat så meget tilbage i forhold til før operationen.

Også fordi jeg jo så hører andre sige, at de allerede kort tid efter har mærket fremgang.

Og ja, jeg ved det godt, man kan ikke sammenligne sig med andre, og selvfølgelig er vi individualister alle sammen.

Måske overtræner du, sagde sygeplejersken. Ja, det gør jeg måske – så i dag har været uden træning, til gengæld har jeg faktisk formået at støvsuge huset og at vaske gulv i køkken – dobbelt så lang tid som vanligt, men det var en rar følelse at kunne – og det giver vel så også lidt på kontoen.

Og lige nu tænker jeg: Du burde…. Gå, træne….. men nej - i dag skal være restitutionsdag.

Den 20. marts skal jeg til kontrol – så håber jeg, at det virkelig er vendt til den tid, og at jeg får en god snak med lægen.

Sygeplejersken fortalte i øvrigt en lille historie om en dame, som var opereret for et års tid siden, og som dengang sagde, at det var det værste, hun havde været ude for – nu er hun i gang igen og skal opereres på den anden lunge snart…

Tænk, hvis min løbebane også ender sådan :)

 

Coronatid og coronatanker
Om at være et ukompliceret, kompliceret menneske…
 

Comments

No comments made yet. Be the first to submit a comment
Already Registered? Login Here
Guest
Fredag, 3. juli 2020

By accepting you will be accessing a service provided by a third-party external to https://www.propatienter.dk/