Derfor skal du selv medbringe din medicin

Et af landets hospitaler opfordrer dig til at medbringe egen medicin, for behandlingen bliver bedre, hvis du selv deltager aktivt i medicineringen.

Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Randers vil gerne undersøge i et nyt forskningsprojekt om medicinering mellem patienter og sundhedspersonale forbedrer kvaliteten i patientbehandlingen. De opfordrer derfor patienterne til at medbringe egen medicin under indlæggelse.

Det er normal praksis at sundhedspersonalet overtager din medicin, når du bliver indlagt, men det er ikke nødvendigvis den bedste patientbehandling.

Charlotte Arp Sørensen står i spidsen for forskningsprojektet, der vil vurdere, hvordan samarbejdet om medicinering får betydning for kvaliteten af patientbehandlingen.

 ”Vi oplever i stigende grad, at patienter ønsker at deltage i egen behandling. Det skaber tryghed og tilfredshed hos patienterne. Og vi ser ofte, at patienterne har rigtig godt styr på deres aktuelle behandling og egen medicinering. Derfor inviterer vi til yderligere samarbejde ved at opfordre patienterne til at medbringe egen medicin, når de indlægges akut eller planlagt,” siger Charlotte Arp Sørensen, farmaceut og ph.d.-studerende ved Regionshospitalet Randers.

Personale på Medicinsk Afdeling ser frem til samarbejdet.

”Når en patient medbringer egen medicin, kan vi hurtigt sætte os ind i, hvilken behandling vedkommende allerede får, og hvad der så vil være bedst og mere sikkert at gøre fremover. Nogle patienter får medicin for flere sygdomme, og det kan være svært for patienterne at huske, hvad de forskellige præparater gør. Når vi vurderer patienternes medbragte medicin, kan vi også hjælpe patienterne til bedre at forstå medicinen og bruge den rigtigt både under og efter indlæggelsen, siger Signe Bredsgaard Sørensen, sygeplejerske ved Medicinsk Afdeling.

Røde og grønne poser skaber overblik

Når du bliver indlagt, får du ofte ny medicin, som du ikke kender i forvejen, hvilket kan skabe forvirring. Samarbejdet om den nye medicin kan dog komme forvirringen til livs.

”Ny medicin er ofte nødvendig for at sikre, at patienterne bliver raske. Vi rydder op i medicinen sammen med patienterne, og vi engagerer dem i brugen af den nye medicin. Vi giver patienterne to poser til opbevaring af medicinen under indlæggelsen. Poserne skal give patienterne overblik og tryghed i behandlingen og sikre, at de tager den rette medicin. Den røde pose er til den medicin, patienterne ikke længere skal tage, og den grønne pose er til den medicin, som patienterne skal tage, forklarer Signe Bredsgaard Sørensen.

 

Forskningsprojektet, der fortsætter indtil juni 2018, skal føre til konkret viden om, hvordan det sundhedsfaglige personale kan tilrettelægge samarbejdet om medicineringen med patienterne, så patienten oplever en tryg behandling og personalet en mere effektiv og sikker arbejdsgang med færre genindlæggelser til følge.

Emner: behandling

Del artiklen med dine venner