Hver anden dansker opfatter ikke næsespray som medicin

Salget af næsespray boomer, men kun halvdelen af os opfatter indholdet af den lille sprayflaske som et lægemiddel og risikerer dermed at blive afhængige af at bruge næsespray.

Næsespray kan være et godt middel til at få løsnet op for proppen i næsen, men mange af os tænker ikke over, at det rent faktisk er medicin, man sprøjter op i næsen. Kun cirka hver anden opfatter således nogle af de mest solgte næsesprays som lægemidler, viser en ny undersøgelse, som YouGov har udført for Danmarks Apotekerforening.

Det er bekymrende, at mange ikke tænker over, hvad de sprøjter op i næsen, når de bruger næsespray. Hvis man ikke tænker over, at næsesprayen er et lægemiddel, tænker man nok heller ikke over, at den ligesom alle andre lægemidler kan have bivirkninger, siger Anne Kahns, formand for Danmarks Apotekerforening, i en pressemeddelelse.

I 2017 blev der sat rekord med over 41 mio. døgndoser medicinsk næsespray mod forkølelse (svarende til ca. 3.3 mio. flasker) leveret fra grossisterne til salg i detailhandlen eller på apoteket. Det er en stigning på over 30 procent på fem år.  Langt den største del af salget foregår i detailhandlen, og det kan være en medvirkende årsag til, at godt hver tredje i samme YouGov-undersøgelse angiver, at de ikke ved, hvor længe man maksimalt bør bruge næsespray mod forkølelse.

Næsespray begynder at virke modsat, hvis man bruger den ret meget mere end en uges tid. Så vil man opleve, at næsen begynder at stoppe til på grund af, at man bruger næsespray. Og så kan man let ryge ind i en ond spiral, hvor man bruger næsespray til at holde generne fra overdreven brug af næsespray nede.

Del artiklen med dine venner