Rettigheder. Viden. Inspiration


Tusinder af patienter står til at miste vigtig behandling i december

76.000 danskere risikerer at miste fysioterapeutisk behandling i december, heriblandt patienter med sclerose, muskelsvind, gigt eller Parkinsons sygdom.

Det skriver Avisen Danmark.

Landets fysioterapeuter er nemlig blevet "kraftigt" opfordret af deres fagforening til at lukke ned for den såkaldte vederlagsfri fysioterapi i to uger i december – udover normal juleferielukning. I år forventer Danske Fysioterapeuter nemlig, at pengene i kommunernes pulje til vederlagsfri fysioterapi slipper op, inden året er omme. Det vil betyde, at pengene vil blive taget fra næste års pulje, og desuden vil den enkelte fysioterapeuts honorar blive sat ned næste år.

Danske Fysioterapeuters formand Jeanette Præstegaard erkender, at meldingen vil have konsekvenser for patienterne.

”Vi er rigtig kede af de konsekvenser, som pausen har for de mange patienter, der har brug for fysioterapi. Vi har desværre ikke andre muligheder, når kassen er tom,” siger Jeanette Præstegaard til Danske Fysioterapeuters hjemmeside.

Det er de praktiserende læger, der henviser patienter til ordningen om vederlagsfri fysioterapi, og selve rammen for vederlagsfri fysioterapi forhandles mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Fysioterapeuter, og når der er indgået aftale om overenskomst, er fysioterapeuterne forpligtet til at forsøge at overholde udgiftsrammen.

Udviklingen tager imidlertid ikke højde for, at der hele tiden kommer nye patienter ind i ordningen med behov for vederlagsfri fysioterapi, siger Jeanette Præstegaard.

”Det er indlysende, at der er brug for flere penge, når der kommer flere patienter. Desværre har det ikke været muligt at forhandle en aftale på plads, der afspejlede virkeligheden, og derfor står vi nu i den meget ulykkelige situation, at vi må sige nej til patienter, ” siger hun.

Fysioterapeut Birgitte K. Nielsen, som også er medlem af Danske Fysioterapeuters regionsbestyrelse i Midtjylland samt i Praktiserende Fysioterapeuter, lukker ned for vederlagsfri fysioterapi i de ekstra to uger. 

"Der kommer rigtig mange patienter i klemme. For eksempel en patient med en blodprop eller et nyligt scleroseanfald. De skal have træning så hurtigt som muligt, så deres funktionsniveau opretholdes. Man siger heller ikke til patienter, at de skal vente tre uger med at tage deres medicin, siger Birgitte K. Nielsen til Avisen Danmark.

Christian Harsløf, direktør i KL ser anderledes på sagen. 

"Vi har indgået en aftale med Danske Fysioterapeuter om en økonomisk ramme. Den har de sagt, at de er enige i, at man kan levere fysioterapi for. Rammen har fået tilført penge år for år. Derfor har vi selvfølgelig en forventning om, at fysioterapeuterne leverer vederlagsfrit fysioterapi hele året – også i december," siger han til Avisen Danmark.

Del artiklen med dine venner